4 ting du kan gøre i haven i påsken

Få forslag til 4 ting du kan gøre i haven i påsken - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Påskens fridage står for døren, og der er tid og lyst til at komme ud i haven og gøre ting! Men det er ikke alle ting, der er lige smarte at gøre allerede nu. Det er for tidligt at så det meste udenfor, og jorden er stadig for kold til at arbejde igennem.

Men der ER ting, som det er smart at gøre nu. Her får du 4 forslag til haveaktiviteter, som du med sindsro kan kaste dig over her i påsken, når solen titter frem, og du ikke kan holde dig fra haven længere.

1. Ryd op i bedene

Havens bede og krukker ser en smule forpjuskede ud her først på foråret. De visne toppe af blomsterne har beskyttet de nye planteskud mod vinterens frost og blæst, men nu kan du godt begynde at fjerne de visne og skæmmende stilke.

Klip eller bræk de visne stilke ned til 3-5 cm over de nye planteskud. Tag gerne de afklippede stilke og klip dem i 5-10 cm lange stykker og lad dem ligge i bedet. Der vil de beskytte de nye planteskud mod den nattefrost, der stadig kan komme, og med naturens hjælp blive til fin kompostmuld, der gør jorden i dit bed endnu bedre.

Mens du er i gang med oprydningen i bedene, kan du lige så godt luge det ukrudt, som er begyndt at titte frem. Det er nemt at få øje på, nu hvor jorden er ret bar, og lettere at fjerne mens det stadig er småt. Det vil samtidig spare dig for meget lugearbejde til sommer.

2. Pynt op med krukker med forårsblomster

I den lidt vinternøgne have, på terrassen, altanen eller ved hoveddøren kan et par krukker med farvestrålende forårsblomster gøre en verden til forskel. Det er dog endnu for koldt til at plante hvad som helst ud i krukker.

Blomster, der både er flotte og kan klare lidt kuldegrader, er: anemoner, bellis (tusindfryd), hornvioler, perlehyacinter, primula, påskeklokker (juleroser), påskeliljer og stedmoder.

Mange af blomsterne fås i vidt forskellige farver, så du kan lave et roligt hjørne med hvide, rosa og blå nuancer, eller give den fuld knald med de røde, orange og gule farver.

Bonustip!
Kommer der en nat med frost, kan du lægge fiberdug, en avisside eller et viskestykke over blomsterne som beskyttelse.

3. Plant nye buske og træer

Marts og april er gode måneder at plante i. Det er dog for tidligt at plante forspirede planter og sommerblomster udenfor før sidst i april. De vil få skader af den nattefrost, der stadig kommer. Til gengæld er det et godt tidspunkt at plante træer og buske lige nu.

De fleste træer og buske kan godt tåle en smule kulde, og når de kommer tidligt i jorden, får de god tid til at tilpasse sig deres nye voksested og lave rødder, som når langt ned i jorden og derfor kan klare sig bedre, når vi kommer til den varme sommer.

Det allermest optimale plantetidspunkt er om efteråret, men hvis du har fået en idé til et nyt træ eller en flot busk, som du gerne vil have i haven hurtigst muligt, så er det nu, den skal købes og i jorden.

4. Ryd kompostbunken

Hvis du har en kompostbunke eller en kompostbeholder, er det tidlige forår et fint tidspunkt at tømme den. Brug en greb til at fjerne det øverste lag, som stadig mest består af store visne plantedele. Det lægger du tilbage nederst i kompostbunken, når du har tømt den.

Længere nede i komposten finder du fin, omsat kompost, som orme og andre smådyr har lavet ud af dine planterester, køkkenaffald, græs fra græsslåningen eller hvad du har puttet i din kompostbunke.

Kompostjorden spreder du i et lag på 3-5 cm i dine bede i køkkenhaven, under dine roser, i blomsterbedene eller hvor din jord har godt af at få et skud jordforbedring og let gødning gennem komposten.

Kompost er guld værd! Vil du vide hvorfor og selv lære at lave verdens nemmeste kompost med verdens mindste arbejdsindsats, så kom med i Klub Dyrkhaven >>

Få grønne fingre med Klub Dyrkhaven. hvor du får en hjælpende hånd og lærer at skabe dig en fantastisk og frodig have - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.