9 gode forårsplanter til de første bier
- Kategorier: Forår - Blomster - Naturvenlig
- Kommentarer: 0
Når solen stiger højere på himlen, og det bliver lunt i havens kroge, begynder de mest forårsfriske af bierne at vågne og tage de første flyveture ud i det grønne for at fylde maven efter en lang vinter.
Bier er gode dyr, for deres summen rundt i haven og besøg hos snart den ene blomst snart den anden gør, at blomsterne på vores frugttræer og bærbuske bliver bestøvede, så vi kan få saftige frugter og søde bær til sommer.
Men er der ikke nogle blomster (mad) til de første af bierne, vil de sulte ihjel. Og det er trist for bierne – og vores frugt- og bærhøst.
Derfor er det en god idé at have nogle af de tidligt blomstrende planter i haven, som bierne er glade for, så de kan komme i god foderstand, inden frugttræerne og bærbuskene springer ud, og de skal på arbejde for alvor.
Og så gør det jo heller ikke noget, at blomsterne udover at være gode for bier også liver haven gevaldigt op efter en grå og våd vinter.
Læs også: Brevkassen – Hvad er en bi-venlig plante? >>
Her får du 9 forslag til tidligt blomstrende planter, som bier er glade for.
9 forslag til gode forårsplanter til de første bier
1 – JULEROSER
Blomstrer december – april
Juleroser og påskeklokker er især gode, fordi de kan blomstre fra så tidligt som sidst i december til helt hen i april, så de er der for bierne i en lang periode.
Juleroser købes som potter og plantes fra april til oktober på et sted med helt skygge og en jord, der ikke tørrer alt for meget ud om sommeren.
Læs også: Juleroser – vinterhavens dronning >>
2 – ANEMONER
Blomstrer marts-april
Både de blå, hvide og gule anemoner er fulde af pollen, som bierne skal bruge masser af som mad til bi-larverne.
Anemoner kan købes i potter om foråret og plantes et sted i haven, hvor der er lidt skygge, gerne lidt skovagtigt og ikke for mange aggressive naboplanter, som ellers vil overdække dem.
3 – ERANTIS
Blomstrer januar-marts
Erantis dækker haven med tæpper af grønne blade og panggule blomster i den sene vinter, hvilket de sultne bier er glade for efter en lang vinter i hi.
Erantis kan lægges som knolde i efteråret. Men du kan også grave en klump op, når de er færdige med at blomstre, dele den og plante 3-5 knolde sammen på nye steder og på den måde få flere af dem.
ET GODT TIP…
Hvis du kan styre dig, så lad de første mælkebøtter stå og blomstre. De er fulde af nektar og pollen til gavn for mange af de bier, der er tidligt på vingerne.
4 – VINTERGÆKKER
Blomstrer januar-marts
Vintergækker er yndefulde og elegante forårsblomster, der er elsket af både nostalgiske mennesker og bier, som finder især nektar, men også lidt pollen i blomsterne.
Vintergækker kan ligesom erantis lægges om efteråret eller graves op og deles, når blomstringen er overstået.
5 – KROKUS
Blomstrer januar-april
Der findes både tidlige krokus (crocus tommasinis) og sene krokus (crocus vernus), og de fås i alle farver fra hvid og lyseblå over creme, knaldgul, lyserød, lavendel eller lilla. Det er derfor nemt at finde en krokus, der passer til haven. Bierne har især glæde af krokus indhold af pollen, men de indeholder også nektar.
Krokus kan lægges som løg i efteråret, men du kan også grave dem, der allerede står i større tuer i haven, op og dele dem, når de er blomstret af i løbet af foråret.
6 – HYACINTER
Blomstrer marts-maj
Hyacinter i haven er ikke så overdådige som dem, der kan købes i butikker til indendørs nydelse. Men de blomstrer alligevel smukt, og duften er dejlig og lokker bierne til, der kan finde både nektar og pollen i hyacinterne.
Hyacinter lægges som løg om efteråret eller plantes ud som planter, hvis det er genbrug efter vinterens indendørs hyacinthygge.
Læs også: Genbrug julens hyacinter i haven >>
ET GODT TIP…
Planterne her på listen er de tidligst blomstrende forårsblomster, men har du haven fuld af påskeliljer, skilla, snepryd, vibeæg og perlehyacinter, som begynder at blomstre sidst i marts og i april, så er det også rigtig gode bi-planter.
Bi-venlige buske og mindre træer
Udover forårsblomster er en del af de tidligt blomstrende buske og småtræer også bi-venlige. Her får du tre forslag til nogle af dem, der er særligt gavnlige for de sultne bier.
7 – MIRABELLE
Blomstrer marts-april
Mirabelletræerne er om foråret kridhvide af blomster og har ofte en konstant summen omkring sig af glade bier, der henter mad i form af nektar og pollen efter en lang vinter.
Det gør jo heller ikke noget, at biernes besøg betyder, at der kommer mange mirabeller til sommer, der kan laves til en uovertruffen marmelade. Der skal være to mirabelletræer i nærheden af hinanden for at få frugter, da bierne skal bestøve den ene med den anden.
8 – PIL
Blomstrer marts til maj
Pil får dunede gæslinger, der springer ud til bløde puder af blomster, som bierne kan hente masser af nektar og pollen i om foråret.
Pil fås både som hun- og hanplanter, og det er hanplanterne, der er de mest bi-venlige. Det er nemt at sætte pil ved at stikke en blyantstyk 30 cm pilekvist ned i jorden, så kun de øverste 20% stikker op. Kvisten skal vende, så knopper er opad for at kunne vokse videre.
9 – KIRSEBÆRKORNEL
Blomstrer marts-april
Kirsebærkornel er en busk eller mindre træ, som i det tidlige forår står helt gult med masser af små blomsterklaser, der lokker tidlige bier til sig med løfter om både nektar og pollen i massevis.
Kirsebærkornel købes som en plante i en potte og plantes bedst i haven i det tidlige forår eller om efteråret.
Se flere tidligt blomstrende buske i “8 der blomstrer om vinteren” >>
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil have forslag til flere tidligt blomstrende planter, kan du finde det i e-bogen “29 tips til natur i haven”. Her får du blandt andet tips til både gode planter til årets første bier, og de bier, som bliver ved med at summe rundt i haven sent på efteråret, hvor de også har brug for blomstrende mad.
Se e-bogen “29 tips til natur i haven” her >>
Hvis du er medlem af Klub Dyrkhaven har du også adgang til en planteliste med 36 forslag til gode planter til årets første bier. Der er også billeder, så du kan vælge de blomstrende planter, som passer bedst til netop din have.