Sådan får du tidlige kartofler
- Kategorier: Forår - Køkkenhave - Grøntsager
- Kommentarer: 7
Smagen af nye, hjemmedyrkede kartofler er en af de bedste ting ved at dyrke have. Men dem i butikkerne kan koste en hel masse for ganske lidt. Heldigvis kan du nemt selv dyrke kilovis af egne, superbillige og velsmagende kartofler i både bede og potter.
Årets allerførste nye kartofler koster kassen. Prisen for de første danske kartofler ligger omkring 600 kr./kg.
Vil du selv gerne have tidlige kartofler – men kun betale et par kroner for dem kiloet – får du her masser af tips til, hvordan du kommer godt i gang.
Starter du i februar eller marts, så kan du først på sommeren hente grydefulde af små, nye kartofler, som der kan frådses lystigt i omkring spisebordet.
Starter du i april, så får du stadig lækre, nye kartofler – bare lidt senere.
ET GODT TIP…
Har du ikke en have med plads til et kartoffelbed, kan du sagtens dyrke kartofler i potter, spande eller krukker. Mere for medlemmer: Sådan dyrker du kartofler i krukker og sække >>
Vælg de tidlige sorter
Vil du have tidlige kartofler, skal du vælge de læggekartofler, der står ”meget tidlig” eller “tidlig” på. Nogle af de almindelige tidlige kartoffelsorter er Borwina, Frieslander, Flavia, Hamlet, Hela, Marabel, Primula, Revelino, Sofia, Solist, Swift eller Verona.
De tidlige kartoffelsorter vokser hurtigere end de sene sorter, men til gengæld er de ikke så gode til at holde sig i længden og skal derfor spises friske. Hvilket jo netop er formålet med de tidlige kartofler, så det er okay.
Det er også en god idé at bruge de nødvendige 20-30 kroner på at købe rigtige læggekartofler.
Resterne af supermarkedskartoflerne, du har brugt til aftensmad tidligere på ugen, vil sandsynligvis give dig en kartoffelplante, men den vil ikke altid være lige så sund og produktiv, som en kartoffelplante groet af en læggekartoffel.
Kartofler kræver varme og forspiring
Kartofler kan bedst lide at gro i varm jord, der er over 8 grader. Du skal derfor ikke lægge dem i jorden før allertidligst i slutningen af marts og som regel først i midten af april.
Men du kan give dem et forspring ved at forspire dem inden da.
Læs også: Brevkassen – Er det nødvendigt at forspire kartofler? >>
SÅDAN FORSPIRER DU KARTOFLER
Tag dine læggekartofler én for én og tjek, hvor den har flest knopper eller øjne, som de kaldes. Det er her fra, kartoffelplanten vil begynde at spire og gro.
Læg kartoflen på en flad bakke, tallerken, æggebakke e.l., så dens øjne vender opad. Du kan sagtens lægge kartoflerne tæt op ad hinanden, men læg dem ikke i flere lag.
Nu skal kartoflerne sættes et sted med masser af lys, så øjnene begynder at sætte spirer. Spirerne skal helst blive korte, og tykke. Er der for lidt lys, bliver de i stedet til lange, blege spirer, som kan knække, når du planter dem.
En lys vindueskarm et sted med ca. 15 grader er perfekt. Men har du ikke det, kan du også spire dem ved stuetemperatur.
VARM JORDEN OP MED PLASTIK
Mens kartoflerne hygger indenfor med at forspire, kan du gå i haven og lægge klar plastik på jorden, hvor kartoflerne skal gro. Du kan købe plastik til formålet, men opklippede affaldssække i en tyk kvalitet holdt på plads af sten e.l. fungerer også fint.
Jorden under plastikken blive varmet hurtigere op end jorden uden plastik. Det betyder, at du kan få kartoflerne hurtigere i jorden og derfor hurtigere høste dine første nye kartofler.
Sådan lægger du tidlige kartofler
Når jorden er 8 grader i gennemsnit over et døgn, kan du lægge kartoflerne i jorden.
Har du et jordtermometer, så mål i 10 cm dybde morgen og aften og udregn gennemsnitstemperaturen.
Den mindre præcise men hurtige genvej er at slå det op på Landbrugsinfos hjemmeside.
En tredje metode er at bruge en gammel tommelfingerregel, der siger, at når du kan sidde på jorden i haven og drikke en kop kaffe uden at fryse på din bagdel, så er jorden varm nok til kartofler. Det må nu variere lidt efter, hvor polstret og kuldskær man er.
Mere for medlemmer: Sådan finder du jordtemperaturen >>
Men i midten af april måned er jorden som oftest varm nok til kartoffellægning. Er det et varmt forår, så kan du godt lægge dem i slutningen af marts.
Tidlige kartofler lægges med 30 cm mellem hver kartoffel og 40 cm mellem rækkerne i en dybde af 8-10 cm. Siden med flest spirer skal vende opad.
Pasning af kartoflerne
Har du haft jorden dækket med plastik, kan du efter at have lagt kartoflerne, lægge plastikken tilbage igen. Den holder på varmen i jorden.
Når spirerne kommer op ad jorden, fjerner du plastikken, og lægger eventuelt fiberdug over i stedet. Den holder stadig jorden varm, men lader samtidig luft komme igennem.
Når kartoffelplanterne er 20-25 cm høje, fjerner du fiberdugen helt.
Mere for medlemmer: Sådan bruger du fiberdug om foråret >>
Pasning af de nye tidlige kartofler
Hold øje med dine kartofler, mens de gror og skub (hyp) lidt jord op omkring dem hver 7.-11. dag, så alle de nye kartoffelknolde er dækket af jord.
Sollys på kartofler gør dem grønne og uspiselige.
Gider du ikke at hyppe, kan du dække jorden f.eks. med halm eller det græs, der er klippet af efter græsslåning af plænen. Det vigtigste er bare, at kartoflerne ikke får sollys.
Hvis det er meget tørt i vejret, så husk også at vande.
Høst af de tidlige kartofler
Når kartoflerne begynder at blomstre, er de så småt ved at være der. Føl forsigtigt efter nede i jorden, om kartoflerne har nået en størrelse, hvor de er værd at høste.
2-3 uger efter de første blomster er dukket op, burde du kunne høste en pæn portion nye kartofler.
Sådan får du ekstra tidlige kartofler
Har du virkelig svært ved at vente på at sætte tænderne i nye kartofler, kan du give dem et ekstra forspring ved at plante de forspirede kartofler i mindre potter, særlige kartoffel-spire-poser eller rengjorte mælkekartoner fyldt med pottemuld indendørs i starten af marts.
Har du et lunt drivhus, kan de sættes derud, men ellers skal de stå et lyst og ikke for varmt sted. Her vil de begynde at gro. Når kartoffelplanten står med 10-12 cm grønne toppe, og vejrudsigten siger, det er slut med længerevarende nattefrost, kan du plante dem udenfor.
Plant dem ud i jord, der er varmet op med plastik og dæk dem over med fiberdug, så skal du nok få ekstra tidlige kartofler.
Hvis du er ligeglad med tidlige kartofler
Hvis du er ret hip som hap med at få tidlige kartofler, så kan du springe arbejdet med forspiring og jordopvarmning over.
Kartoflerne kan lægges direkte i jorden, når den er 8 grader varm, hvilket plejer at være en sikker jordtemperatur i den sidste halvdel af april måned.
Vand jorden med jævne mellemrum, hvis det bliver meget varmt.
Herudover vil kartoflerne passe sig selv rimelig meget og alt efter hvilken slags kartoffel, du har valgt, kan du høste kartofler 80-110 dage efter, du har lagt dem i jorden.
Det er supernemt, og de smager fantastisk!
VIL DU HAVE MERE AF DEN SLAGS?
Vil du have mere af den slags artikler og en hjælpende hånd til at huske dig på, hvornår det er du, skal gøre alle de forskellige ting med kartoflerne, så kom med i Klub Dyrkhaven.
Her får du adgang til mange flere artikler af den her slags.
Og hver uge tre tip til, hvad der er det vigtigste at gøre i haven lige nu indenfor køkkenhaven, blomsterbedet og andre steder i haven.
Det gælder også, når det er tid til at lægge kartoflerne til forspiring, tid til at vande dem, høste dem osv.
Allan 04. marts 2017 at 22:21
Jeg har tænkt mig, at dyrke kartofler i spande i år. Jeg har ingen steder at forspire kartofler ved en passende temperatur.
Hvad sker der hvis jeg forspirer indendørs ved 22 grader? Eller kan man købe kartoffelplanter nogen steder?
Nisse - Dyrkhaven.dk 05. marts 2017 at 19:43
Hej Allan,
Kartoffelplanter har jeg ikke set til salg, men det behøver du heller ikke. Du kan sagtens forspire dine læggekartofler ved stuetemperatur. Læggekartoflerne kan tørre en smule ud i den varme stue, men der sker ikke noget ved, at de bliver smårunkne, hvis bare spirerne ser friske ud. Synes du kartoflerne bliver lige runkne nok, kan du sprøjte dem over med lidt vand f.eks. i en forstøverflaske. Jeg har selv engang lagt kartofler, som var næsten gummiagtige, fordi de havde ligget varmt i længere tid, inden de kunne komme i jorden, og det kom der ganske udmærkede kartofler ud af. De køligere temperaturer er det perfekte, men det er ikke nødvendigt for at få en fin kartoffelhøst.
Rigtig god fornøjelse med dine kartofler.
Mange hilsner
Nisse
Helle 29. marts 2019 at 15:21
Super tip!
Det er jo meget nemmere, end jeg troede.
Så nu skal der dæleme lægges kartofler i vindueskarmen.
Sara 04. marts 2022 at 11:03
Hej er der muligt at lægge forskellige sorter kartofler i forlængelse af hinanden, i samme bed?
Fx lægge en mellemtidlig/sen sort samme sted, når man har høstet de tidlige kartofler, eller er det er dårlig ide?
Nisse - Dyrkhaven.dk 04. marts 2022 at 12:14
Hej Sara,
Måske kan du lykkes med det. I princippet kan du jo høste de tidlige kartofler i løbet af juni, og stadig nå at få en efterårshøst ud af det andet hold kartofler, hvis de lægges inden udgangen af juni.
Men personligt ville jeg ikke vælge at dyrke en anden rodfrugt som gulerødder, rødbeder eller andet, der laver grøntsagen under jorden, efter det første hold kartofler.
De første kartoffelplanter har brugt løs af næringen i jorden, så der ville skulle gødes, inden det andet hold blev lagt.
Men værre er, at der sandsynligvis også ville være nogle sygdomme og ikke mindst skadedyr i jorden, som var blevet tiltrukket af de tidlige kartofler, og de ville være hurtige til at angribe de lidt senere kartofler.
Jeg ville i stedet dyrke kål, salat eller andre planter med spiselige grønne blade efter kartoflerne. Hvis du høster kartoflerne længere hen på sommeren, kan du også vælge at så nogle efterårssalater eller asiatiske salater, der er rimeligt robuste og kan høstes til langt hen på efteråret.
Alternativt kan du dyrke nogle af kartoflerne i store potter eller sække. Jeg har selv begrænset plads til kartofler i mine køkkenhavebede, men jeg elsker især de tidlige af dem, så dem dyrker jeg i potter. Min erfaring er, at en 12 liters potte kan rumme to til tre læggekartofler.
Mange hilsner
Heidi Kirk Nissen
Karsten olesen 30. juni 2022 at 10:36
Kan man dyrke sene kartoffel sorter sætte dem tidligt får man så tidlig kartofler
Heidi Kirk Nissen 10. juli 2022 at 19:38
Hej Karsten,
De tidlige sorter vokser meget hurtigt, netop for at kunne give tidlige kartofler tidligst muligt. Du kan selvfølgelig godt lægge de sene sorter, men så kommer du også til at høste de første, nye kartofler lidt senere, end hvis du bruger de tidlige sorter.
Mange havehilsner
Heidi Kirk Nissen