stLight.options({ publisher:'12345', });

Kære BrevkasseHvornår må jeg plante tomatplanterne udenfor?

Tomatplanter kan plantes udenfor, når jorden er mindst 8 grader og luften over 14 grader. Er tomatplanterne meget høje og ranglede, kan de plantes dybt - Dyrkhaven.dks brevkasse gør det nemmere at dyrke din have

SPØRGSMÅL

Jeg har sået frø til tomater tidligt på foråret, og nu er de meget høje. Men det er jo ikke ret lang tid siden, vi havde rimfrost om morgenen, så jeg har ikke turde plante dem udenfor, da jeg har læst, de ikke kan tåle frost.

Hvornår må jeg plante dem ud i det vægdrivhus, som jeg har købt til dem?

Det er første gang, jeg gror tomater.

Med venlig hilsen
Henrik G.S.

SVAR

Kære Henrik,

Jeg kan godt forstå, at det kan være frustrerende med store tomatplanter, der fylder det meste af vindueskarmen.

Men heldigvis kan de komme ud i drivhuset her i den sidste halvdel af maj måned.

Tomater kan ganske rigtigt ikke tåle frost, men de skal faktisk have mindst 8 grader hele døgnet, for ikke at tage skade. Så kig på din lokale vejrudsigt eller husets vejrstation, hvis du har sådan en. Er nattetemperaturerne den kommende uge over 8 grader, så kan du plante dem ud i haven.

Hvis der skulle komme en nat med lidt lavere temperaturer, så kan du dække tomatplanterne over med et dobbelt lag fiberdug eller andet let stof som beskyttelse. Husk at fjerne det igen om morgenen, så planterne får lys.

Mere for medlemmer: Fidusen ved fiberdug, bionet og plantetunneller >>

Udover at luften skal være mindst 8 grader varm, så skal jorden også være mindst 14 grader. Har du et jordtermometer eller gammelt stegetermometer, så stik det ned i 10 cm dybde, der hvor tomatplanterne skal plantes. Mål jordtemperaturen om morgenen og sidst på eftermiddagen. Gennemsnittet skal mindst være 14 grader.

Har du ikke et termometer, så se jordtemperaturen i din kommune her >>

Er dine tomater blevet så lange og ranglede, at de truer med at knække, kan du plante dem i et dybt hul, så kun de øverste 10-20 cm stikker op over jorden. Planten vil begynde at sætte nye rødder under jorden fra de steder, hvor bladene sidder.

Er tomatplanterne meget høje, behøver du ikke nødvendigvis at grave et lodret hul, men kan lade den lange stængel ligge i en rende på 10-15 cm dybde og forsigtigt bøje den opad hen til, hvor toppen skal stikke op over jorden.

Læs også: Tips og tricks til tomater >>

Held og lykke med dine tomater 🙂

Mange havehilsner
Nisse

P.S.Vil du også kunne stille spørgsmål til Dyrkhaven.dks brevkasse, så bliv medlem af Klub Dyrkhaven.

I klubben får du hjælp til at gro grønne fingre og adgang til fordele som ugentlig havehuskeservice, særlige medlemsartikler, rabat på Dyrkhaven.dks e-bøger og mulighed for at få svar på dine havespørgsmål i brevkassen her.

Alt sammen for kun 39 kr.

Læs mere om Klub Dyrkhaven >>

Få grønne fingre med Klub Dyrkhaven. hvor du får en hjælpende hånd og lærer at skabe dig en fantastisk og frodig have - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have