stLight.options({ publisher:'12345', });

Det betyder de forskellige blomster

Sig det med blomster - lær blomstersproget og sig alting med en buket - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Ved du, hvad din kæreste EGENTLIG siger til dig, når du får en buket på Valentinsdag? Måske tror du, at han siger “Jeg elsker dig”, men i virkeligheden er buketten fuld af blomster, der betyder “Jeg respekterer, men elsker dig ikke” (jasmin) eller “Jeg vil elskes for min egen skyld” (tulipaner).

Der var engang, hvor elskende par ikke havde mulighed for at tale åbent om deres følelser, og et diskret kommunikationsmiddel kunne være en buket, hvor hver blomst betød noget helt specielt – et blomstersprog.

Blomstersproget havde sit højdepunkt i 1800 tallets bedre borgerskab, hvor det har svirret med “Hvis du vil flygte fra verden, så kom til mig” og “Elsker du mig ubrydeligt og evigt?” fra buketterne i stuerne.

Vi ser stadig resterne af det i dag, hvor røde roser er et tydeligt signal på kærlighed, og blomsterhandlerne fortsat fortæller os, at vi skal “sige det med blomster”.

Med tiden udviklede blomstersproget sig til også at inddrage vilde planter og krydderurter. Du skal derfor ikke være ked af det, hvis du får en buket med brændenælder i, for de siger “Kun døden vil dræbe min kærlighed”.

Du skal til gengæld nok gøre dig nogle overvejelser, hvis du får en buket med stokroser og ærteblomster, hvor der er brugt bregner og bøgekviste som det grønne indslag…

Blomstersproget:

  • Aftenpragtstjerne – Hvor jeg dog længes.
  • Anemone – Du får et afslag.
  • Anemone, fransk – Jeg tænker på dig dag og nat.
  • Asters – Elsker du mig ubrydeligt og for evigt?
  • Basilikum – Kun ved tilnærmelse vil du lære mig at kende.
  • Begonie – Hvorfor svarer du mig ikke?
  • Bellis – Du henrykker mig med din ynde.
  • Bonderose – Jeg dør af jalousi.
  • Bregne – Du holder mig for nar.
  • Brudelys – Det gode findes også i det små.
  • Brændenælde – Kun døden vil dræbe min kærlighed.
  • Buksbom – Døm ikke efter det ydre.
  • Bøgekvist – Sig mig, bedrager du mig ikke?
  • Citronmelisse – Om dagen er du i mine tanker, om natten i mine drømme.
  • Dahlia – Tør jeg nærme mig?
  • Dunhammer – Du må øve dig i at blive mere maskulin.
  • Fingerbøl – Holder du af mig?
  • Floks – Hvis du vil flygte fra verden, så kom til mig.
  • Fløjlsblomst/tagetes – Jeg er jaloux.
  • Forglemmigej – Lad mit billede bo i dit hjerte for evigt.
  • Geranie – Jeg må tale med dig, men hemmeligt.
  • Græsstrå – Svar mig.
  • Gyldenlak – Din kærlighed har spillet mig mangt et puds.
  • Hamp – Jeg føler modbydelig afsky.
  • Hassel – Jeg ønsker forsoning.
  • Hortensia – Hvorfor glemte du mig?
  • Humle – Bare jeg kunne omfavne dig.
  • Hyacint – Spirende kærlighed.
  • Hyldeblomst – Jeg tilhører dig helt.
  • Hyrdetaske – Jeg er fattig, men håbefuld.
  • Iris – Hvorfor forstyrrer du min hjertefred?
  • Jasmin – Jeg respekterer dig, men elsker dig ikke.
  • Jordbær – Du er uimodståelig.
  • Julerose – Fjern min ængstelse.
  • Kaktus – En kort stund var jeg lykkelig med dig.
  • Kamille – Din jalousi forbitrer mig.
  • Kaprifolie – Tvivl ikke på min kærlighed.
  • Karse – Glem det hele.
  • Katteurt – Du vinder mig ikke ved smiger.
  • Klematis – Du knejser frækt med nakken.
  • Klokkeblomst – Jeg lader mig lokke i Amors garn.
  • Krusemynte – Skinsyge, jalousi.
  • Kløver – Lad os være venner.
  • Lavendel – Du er for beskeden, du skal gøre opmærksom på dig selv.
  • Levkøj – Jeg er kun lykkelig i din nærhed.
  • Liguster – Forbudt.
  • Lilje – Din rene skønhed betager mig.
  • Liljekonval – Jeg lover dig et liv i evig lykke.
  • Lupin – Lad mig ikke sukke forgæves.
  • Lyng – Din lykke bringer mig glæde.
  • Løgblomst – Jeg afskyr dig.
  • Margerit – Et sødt blik fra dig, får mig til at glemme alle kvaler.
  • Mimose – Hvis du rører mig, er jeg fortabt.
  • Mynte – Hold ud for kærlighedens løn er sød.
  • Mælkebøtte – Afvist kærlighed.
  • Narcis (hvid) – Hvordan kan du være så grusom?
  • Natlys – Jeg tør ikke erklære dig min kærlighed.
  • Natviol – Dit hjerte er til fals for enhver.
  • Nældeblomster – Det er ingen nytte til, vi er ikke skabt for hinanden.
  • Orkide – Luksus.
  • Papyrus – Jeg er tilfreds med alt.
  • Passionsblomst – Den man elsker, tugter man.
  • Persille – Tilstå at du er forelsket i mig.
  • Petunier – Jeg kan ikke acceptere din invitation.
  • Purløg – Jeg kan ikke modstå kærligheden.
  • Pæon – Det gør mig bedrøvet at se dig græde.
  • Påskelilje – Jeg kan ikke udholde tanken om at miste dig.
  • Ridderspore – Vil du kærlighed, er målet nået.
  • Rose (gul) – Utroskab.
  • Rose (mørkerød) – Jeg vil elske dig evigt.
  • Salvie – Alene tanken om dig får mit hjerte til at slå.
  • Sct. Hansurt – Tvivl ikke længere på min kærlighed.
  • Siv – Jeg har forstået dig.
  • Skovsyre – Du morer dig, mens jeg forgår af smerte.
  • Snerle – Vi vil ikke opgive hinanden.
  • Solbær – Ti stille!
  • Soldug – Jeg tør ikke elske dig, lad mig græde alene.
  • Stedmoder – Glæder det dig at se mit hjerte lide?
  • Stokrose – Du er mig for løsagtig.
  • Storkenæb – Jeg trodser alt!
  • Strå, brækket – Kontraktbrud.
  • Strå, helt – Forening.
  • Tidsel – Jeg giver ikke op, selv om du afviser mig.
  • Tulipan – Jeg vil elskes for min egen skyld.
  • Valmue – Du er mig for sart og hovmodig.
  • Vejbred – Du forfører mig ikke.
  • Vindrue – Tør jeg tro det?
  • Vintergæk – Du lokker kærligheden frem i mit hjerte.
  • Ærteblomst – Du kigger for meget efter andre.

Der findes ikke en færdig facitliste for blomstersproget. Nogle steder står der for eksempel, at fløjsblomst/tagetes betyder “Jalousi” og andre, at de betyder “Jeg længes efter at stryge dig blidt over håret”. Hvad der er det mest rigtige bør afhænge af ens egen fortolkning – og måske hvilke blomster det er muligt at få hos blomsterhandleren…

Vil du have mere?

Vil du gerne selv kunne dyrke dine egne smukke blomster, men er usikker på hvordan, så kom med i Klub Dyrkhaven.

Klub Dyrkhaven er for dig, der gerne vil dyrke en frodig, levende og flot have, men er usikker på, hvordan du skal gribe det an.

I Klub Dyrkhaven får du en hjælpende hånd, der fører dig uge for uge gennem de vigtigste ting, du skal gøre i haven og viser dig, hvordan du kan gøre dem nemmest, så du kan få den have du drømmer om uden at bruge oceaner af tid på det.

Læs mere om Klub Dyrkhaven her >>

Bliv god til at dyrke have på den nemme måde. Bliv medlem af Klub Dyrkhaven og få grønne fingre.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *