Gem sommerens krydderurter som pesto
- Kategorier: Krydderurter - Sommer - Høst og opbevar
- Kommentarer: 0
Pesto er en fantastisk måde at få brugt krydderurterne fra haven. Det ved de fleste godt, men hvad færre ved, er, at det også er glimrende at fryse.
På den måde kan du gemme sommerens overskud af krydderurter, så du har hjemmedyrkede smagsbomber fra din have til din mad i den kolde del af året, hvor friske krydderurter ellers er noget, der er drevet intensivt frem i et drivhus under kunstig varme og lys tusindevis af kilometer væk.
Så grib saksen en dejlig sensommerdag og hent havens overskud af krydderurter ind i køkkenet. Sving blendertryllestaven over dem, så får du en fantastisk aromatiske pesto, som vil bringe glade grønne minder og stolthed over din egen formåen frem, hver gang du tager en portion hjemmelavet pesto frem fra fryseren.
Sådan laver du pesto til fryseren
Høst krydderurterne om morgenen, når duggen er væk. Tag bladene af stilkene og skyl dem for jord og andet snavs. Dup dem forsigtigt tørre med et viskestykke og sorter ødelagte og syge blade fra. Så er du klar til at gå i gang med at lave hjemmelavet pesto.
OPSKRIFT PÅ PESTO
1 stor håndfuld eller 50 g krydderurter efter eget valg
100 gram pinjekerner
1-2 dl god olivenolie
Salt og peber
Basilikum og persille er klassiske pestokrydderurter, men du kan bruge dem, du bedst kan lide. Det samme gælder pinjekernerne. Du kan få en anden og mildere smag, hvis du erstatter dem med solsikkekerner, græskarkerner eller mandler.
Mens de skyllede krydderurter ligger til tørre, tænder du ovnen på 140 grader. Bred pinjekernene ud i ét lag på en bageplade og bag dem i ovnen i ca. 5 minutter. Hold øje med dem, da de hurtigt kan blive brankede.
Hæld de tørre krydderurter, afkølede kerner og olivenolien i en blender, foodprocessor eller morter og kør i 10 sekunder eller mos løs med håndkraft, til pestoen er en lind grød.
Smag til med salt, peber, mere olivenolie og eventuelt citronsaft og finthakkede hvidløg. Lidt oliven, sardeller eller chili kan også være med til at spice smagen op.
Normalt er der også hård ost som Parmesan, Pecorino eller Grano Padano i en pesto. Frysning gør dog ikke noget godt for dem, så det er bedre at tilføje osten, når pestoen er optøet og klar til brug. 100 gram ost til en portion af opskriftens størrelse passer fint.
Den færdige pesto fyldes i små bøtter, glas, fryseposer eller isterningebakker. Fyld ikke helt op til kanten, da væsken i pestoen vil udvide sig, når den fryser. Fryseposer tømmes for mest mulig luft og lukkes godt til.
Fryses pestoen i isterningebakker, kan de frosne pestoterninger bankes ud og lægges over i en større bøtte eller pose. Herfra er det nemt at tage den mængde, du skal bruge til din sammenkogte ret, kikærter, pasta, kartofler, ristede brød, eller hvad du foretrækker at bruge din pesto til.
Vil du vide mere?
Denne blogpost er en enkelt side af e-bogen “Frysning af krydderurter”. Få hele bogen her >>
I e-bogen lærer du det, som er vigtigt for at få mest mulig smag i dine lækre, hjemmedyrkede krydderurter, når du gemmer dem til resten af året ved at fryse dem.
Som for eksempel hvornår det er det bedste tidspunkt at plukke krydderurterne, så du får flest af de aromatiske smags- og duftstoffer. Hvordan du gør dem klar til frysningen, hvilke krydderurter der er bedst at fryse, og hvor længe de kan holde sig.
Og du får et væld af effektive husmodertips, som hvordan du på 3 sekunder kan forvandle store basilikumblade til madvenlige små stykker, forslag til gode krydderurteblandinger, der kan fryses på forskellige måder, og genvejen til at lave større fryseklare portioner af krydderurter på ingen tid.