Kære BrevkasseHvorfor blomstrer mine påskeliljer ikke?
SPØRGSMÅL
Hej Dyrkhaven,
I år blomstrer mine påskeliljer slet ikke, som de plejer. Mange af dem har kun grønne blade. Påskeliljerne har stået i min have fra før, jeg overtog den for 14 år siden, men de har indtil i år blomstret fint. Hvad er der galt, og kan jeg få dem til at blomstre igen?
Hej fra
Lotte H.
Hej Lotte,
Der kan være flere årsager til, at dine påskeliljer er begyndt at blomstre dårligere. Her får du tre bud, som forhåbentligt kan hjælpe dig.
1) De er blevet gødet med en kvælstofrig gødning (en NPK-gødning med højt N-tal). Kvælstoffet i gødningen styrker de grønne blade, hvilket kan gå ud over blomstringen af påskeliljerne.
2) De har fået fjernet deres blade for tidligt, da de visnede ned efter sidste års blomstring. Påskeliljer samler energi i løget til næste års blomstring, mens de visner ned. De visne blade er ikke særligt kønne, men det er vigtigt, at man ikke rydder op og fjerner dem før tidligst seks uger efter, at de er begyndt at visne. Du kan eventuelt plante tidligt voksende planter mellem påskeliljerne, som vil dække for synet af de visne blade.
3) De kan være angrebet af narcisfluen, hvis larve ødelægger løget. Grav en af de ikke-blomstrende påskeliljer op og skær løget igennem. Er der en larve eller et hulrum, som den har gnavet, mens den levede der, så har du forklaringen på den manglende blomstring. Behandlingen består i at fjerne de angrebne påskeliljer og jorden lige omkring dem. Du kan kende de angrebne planter på, at de skyder dårligt dvs. er mindre end de sunde påskeliljer og hurtigt bliver gule.
Påskeliljer kan også begynde at skrante, hvis de står for tørt eller vådt, men siden de indtil i år har blomstrer flot, er det sandsynligvis ikke problemet her.
Jeg håber, du får løst problemet og til næste år igen kan nyde en flot påskeliljepyntet have.
Mange havehilsner
Nisse
P.S. Vil du også kunne stille spørgsmål til Dyrkhaven.dks brevkasse, så bliv medlem af Klub Dyrkhaven.
I klubben får du hjælp til at gro grønne fingre og adgang til fordele som ugentlig havehuskeservice, særlige medlemsartikler, rabat på Dyrkhaven.dks e-bøger og mulighed for at få svar på dine havespørgsmål i brevkassen her.
Alt sammen for kun 39 kr.