Kære BrevkasseHvordan undgår jeg ukrudt i køkkenhaven?
SPØRGSMÅL
Jeg har overtaget en kolonihave og glæder mig til at dyrke masser af friske grøntsager i den her til sommer. Men jeg kan allerede nu se, at der er en del ukrudt.
Hvordan kommer jeg af med ukrudt i min køkkenhave, når jeg ikke er interesseret i at bruge gift og andre pesticider?
Med venlig hilsen
Anna M.
SVAR
Hej Anna,
Tillykke med din nye kolonihave!
Hvordan du nemmest slipper af med ukrudt uden at sprøjte, kommer helt an på, hvilken slags ukrudt der er tale om.
En løsning, der fungerer mod de fleste slags ukrudt, er at dække jorden med et tæt materiale som sort plastik eller tykke lag af pap med f.eks. flis ovenpå for udseendets skyld i et eller to år. Uden lys vil ukrudtet ikke kunne spire. Men det har du nok ikke lyst til med den nye køkkenhave, så der skal du i gang med at luge.
Flerårigt ukrudt som skvalderkål, brændenælder, kvikgræs og snerler skal graves op, og alle store og små rødder fjernes. Det er noget af et arbejde, men det er vejen frem.
Der vil dog altid være et par smårødder tilbage i jorden. Når de spirer, plukker du bladene med det samme. Bliver du ved med det, så får du efter nogle måneder udpint ukrudtsplanten, så den dør. Men det kræver, at nye blade fjernes, så snart du opdager dem.
Bladene kan du godt smide på kompostbunken eller bruge til at dække bar jord med, men rødderne skal du smide helt ud, så de ikke spreder sig og laver nye ukrudtsplanter andre steder i din have.
Læs også: 10 slags almindeligt ukrudt, og hvordan du holder det nede >>
Enårigt ukrudt som fuglegræs, burresnerre, rapgræs og almindelig brandbæger spreder sig med frø, så her er løsningen at luge dem, mens de er små planter, og inden de blomstrer og sætter frø. Det lugede ukrudt uden frø kan du smide på komposten eller bruge som jorddække.
Sørg for at der er mindst mulig bar jord, som ukrudtet kan vokse i ved at dække jorden mellem dine grøntsager med halm, græsafklip, planterester som for eksempel lugede ukrudtsblade o.l. Det kaldes jorddække, og det holder også på vandet i jorden, så du kan vande mindre.
Sidst på sommeren kan du eventuelt så grøngødning som honningurt eller kløver, der hvor du har høstet dine grøntsager. Det vil dække jorden om efteråret og en del af vinteren, hvis den er mild, så mindre ukrudt vil kunne vokse frem, og det er samtidig med til at forbedre jorden i din kolonihave.
Mange havehilsner
Nisse
P.S. Vil du også kunne stille spørgsmål til Dyrkhaven.dks brevkasse, så bliv medlem af Klub Dyrkhaven.
I klubben får du hjælp til at gro grønne fingre og adgang til særlige medlemsartikler, der lærer dig alle de grundlæggende ting i haven, ugentligt huskeservice om de vigtigste ting, det er smart at gøre i din have lige nu, og hvordan du gør dem nemmest m.m.