Sådan gør du haven forårsklar
- Kategorier: Forår - Køkkenhave - Blomster - Ukrudt - Græsplæne - Medlemsartikel
- Kommentarer: 0

Foråret er den travle tid i haven, og her får du 10 idéer til, hvordan du kan gøre din have forårsklar.
Der er tale om en bruttoliste. Der er meget, vi kan gøre, men heldigvis behøver vi ikke gøre det hele. Tag det, der er relevant for dig og din have, og gør det, der er tid i dit liv.
Husk også at holde pauser og selvtilfreds nyde alt det, du får gjort nu, som du vil få glæde af senere på foråret og sommeren.
De 10 forårsidéer
1 – Lug ukrudtet
2 – Slå græsset
3 – Spred kompost
4 – Gød haven
5 – Plant nyt
6 – Ryd op i blomsterbedet
7 – Del forårsblomsterne
8 – Stop dræbersneglene
9 – Klargør køkkenhaven
10 – Forspir i vindueskarmen
Forårsidé 1 – Lug ukrudtet
Den bedste idé får lov at åbne ballet, og det er at få luget ukrudtet.
Det er ikke underholdende at luge ukrudt, men fjerner du det her i det tidlige forår, vil du spare rigtig mange timers lugearbejde til sommer, fordi det ikke når at vokse sig stort eller kaste frø.
Foråret er samtidig en god lugeårstid. Jorden er stadig våd efter vinteren, og ukrudtets rødder derfor nemmere at få op. Samtidig er de andre planter, som vi gerne vil beholde, stadig så små, at det er nemt at spotte og fjerne ukrudtet.
Lug fra nu af og hver tredje uge indtil Sankt Hans, så er ukrudtet i haven under kontrol og meget mindre, end hvis det får lov at gro en måneds tid eller to mere.
Læs også: Top 10 over irriterende ukrudt, og hvad du kan gøre ved det >>
Forårsidé 2 – Slå græsset
Græsset er efter den milde vinter ret langt, men det er først, når græsstråene er længere end 6 cm, og græsset i gang med at gro, at du skal slå det. Det er det nu, så du kan godt slutte dig til koret af summende græsslåmaskiner, der lyder over villahaverne.
Når du slår græsset første gang, skal du sætte klippehøjden på græsslåmaskinen til 6 cm. Derefter kan du gradvist gå ned i klippehøjde til 4 cm. Klipper du for kort fra første slåning, kan græsset blive svækket, så ukrudt og mos nemmere kan tage over. Eller det hurtigere dør, hvis vi får en tørkesommer som i 2018.
Det er normalt ikke nødvendigt at gøde græsplænen, medmindre du fjerner alt græsset, som du klipper af i løbet af sommeren. Gør du det, eller trænger plænen bare til en kærlig hånd, kan du gøde den og give den en gang havekalk.
Er du træt af mos i plænen, kan du rive det af om foråret. Men mos har en evne til at komme igen, overvejende fordi det gror godt, hvor græs ikke vil gro – i skygge.
Forårsidé 3 – Spred kompost
Kompost er døde planter, der er blevet omdannet til jord. Hvis du har en kompostbunke, og der er sort kompostjord, når du graver ned i bunden af den, så har du guld liggende i haven.
Kompost er med til at gøde og forbedre jorden. Det giver frodigere og sundere planter, der kræver mindre pasning. Har du ikke selv kompost i haven, kan du hente det gratis eller billigt på de fleste kommunale genbrugspladser – når de åbner igen…
Spred et lag kompost på 2-5 cm ud i køkkenhavens bede, omkring rabarber, bærbuske, under hække, roser og generelt i blomsterbedet, hvis der er mere tilbage. Hvis komposten er sort og nærmest som fin, blød jord skal laget været til den tynde side, er komposten brunlig med synlige plantedele, kan du lægge et tykkere lag.
På den bare jord i køkkenhaven blandes komposten med de øverste 4-5 cm af jorden med en rive eller kultivator. Mellem roser, bærbuske og andre faststående planter, lægges den bare løst ovenpå jorden.
Frisk kompost er for stærkt at så frø i. Bruger du det i køkkenhaven, skal du derfor vente mindst et par uger, inden du sår. Alternativt kan du vente med at lægge komposten ud på jorden indtil sidst i maj, hvor planterne er blevet store nok til at klare komposten.
Har du ikke kompost, så går det også. Det er ikke et must, men det er en god ting, som er med til at gøre din have bedre og nemmere at dyrke.
Forårsidé 4 – Gød haven
Planter har brug for næring for at vokse. Det får de blandt andet fra gødning, og hvis du gøder jorden i haven om foråret, har du fyldt den op med næring, så planterne får en god start på havesæsonen.
Køkkenhaven er det eneste sted, hvor du skal gøde. Her fjerner vi masser af planter og dermed næring fra, og derfor skal der også tilføres ny næring enten 1-3 uger, før du sår, eller når planterne er vokset frem.
Det nemmeste er at købe en pose gødning på planteskolen eller i byggemarkedet. Gå gerne efter den organiske eller økologiske slags. De er lidt dyrere, men mere miljøvenlige end kunstgødning, og så frigiver de næringsstofferne langsommere, så der kun skal gødes en eller to gange på et år. Samtidig er de med til at gøre jorden bedre, hvad kunstgødning ikke er.
Hvor meget, du skal gøde, afhænger af indholdet i den købte gødning. Følg doseringsvejledningen bag på posen, så får du det bedste resultat.
Blomsterbede og buske behøver i princippet ikke gødning, da vi ikke fjerner ret meget fra dem. Græsplænen klarer sig også uden, hvis vi lader det afklippede græs blive liggende på den, når vi slår den. Men vil du gerne gøde de steder, så er her om foråret det rigtige tidspunkt at gøre det på.
Forårsidé 5 – Plant nyt
Efteråret er det bedste tidspunkt at plante på, fordi jorden er våd hele vinteren, så rødderne nemt kan vokse videre efter plantningen. Foråret er det næstbedste tidspunkt, og har du drømmen om en masse nye planter i sommerhaven, så er det nu, de skal i jorden, inden det bliver for varmt og tørt.
Når du planter, så grav et hul, der er større end plantens rod, så der plads til løs jord, rødderne nemt kan vokse ud i. Fyld lidt kompost i bunden af hullet, hvis du har, og fyld hullet op med vand. Når vandet er trukket væk, sætter du planten ned i hullet, så den står i samme højde, som den stod i potten, fylder jord på, vander igen, træder jorden til med hælen eller hænderne, og så er der plantet.
Planter, der er plantet om foråret har brug for vanding for ikke at gå ud, når det bliver varmt og tørt. Så sørg for at give dem rigeligt med vand fra nu af og hen over sommeren.
Læs også: 6 ting, du bør gøre, inden du planter >>
Forårsidé 6 – Ryd op i blomsterbedet
Blomsterbedene kan se skravlede ud efter vinteren, og nu hvor de nye skud på planterne kigger frem, vil det pynte at klippe de visne stængler fra sidste år ned til 3-5 cm over de nye skud eller lige over jorden, hvis der ikke er vokset noget nyt frem endnu, og fjerne de sidste visne blade.
Selv om nogle af stænglerne ikke er tykkere, end at du godt kan knække eller rive dem af, skal du hellere klippe dem. Hiver du for voldsomt i stænglerne, kan det ødelægge de nye skud og dermed også de blomster, som gerne skulle komme. Planter er ekstra sensitive på denne årstid, så klip altid stænglerne i stedet for at brække eller rive dem af.
Stænglerne kan du smide i komposten eller klippe i mindre stykker og lade ligge mellem planterne på jorden. De vil formulde og forbedre jorden med tiden. Ser det for rodet ud, kan du lægge et lag kompostjord eller jordforbedringsjord ovenpå. Det er nydeligt mørkebrunt, og det vil gøre jorden og dermed også blomsterne endnu bedre.
Forårsidé 7 – Del forårsblomsterne
Vintergækker, krokus, påskeliljer og andre tidlige forårsblomster kan med årene blive til halvstore bundter, som du kan grave op og dele i flere og på den måde få skabt stadig større blomstrende tæpper i haven om foråret.
Når blomsterne er visnet ned i april eller maj, kan du grave planterne op med løg og det hele. Del dem i bundter af 5-11 planter og plant dem i samme dybde, som de stod før. Det er en nem og billig måde at få flere forårsblomster på.
ET GODT TIP…
Nye løg til forårsblomster som påskeliljer, tulipaner osv. skal først lægges til efteråret. Til den tid er det svært at huske for de fleste, hvor det lige var, at løgene skulle lægges. Tag nogle billeder og skriv et par noter her i foråret, så er det meget nemmere at huske.
Forårsidé 8 – Stop dræbersneglene
Har du problemer med dræbersnegle i haven, er foråret et optimalt tidspunkt at begynde at bekæmpe dem, inden de får formeret sig til mange flere.
I april måned begynder dræbersneglene for alvor at vågne, og efter en lang vinter er de godt sultne. Det kan du heldigvis udnytte.
Snegle elsker frisk grønt som salatblade og agurkeskiver. Læg det ud, hvor du tænker, at sneglene er mest. Læg nogle korte brædder, gamle potter eller rabarberblade ved siden af sneglesalaten. Efter endt festmåltid om natten vil sneglene kravle derind og lægge sig til at sove om dagen. Hvor du så kan komme og vende brædder, potter og blade, fjerne sneglene og slå dem ihjel ved halshugning eller frysning pakket ind i en plastikpose.
Det kan virke som en omstændig metode, men forskere har flere gange konkluderet, at den mest effektive måde at mindske antallet af dræbersnegle i din have er at indsamle og dræbe dem.
Forårsidé 9 – Klargør køkkenhaven
Har du køkkenhave, slipper du ikke udenom at skulle gøre den forårsklar til såning. Det behøver heldigvis ikke være så svært.
Lug jorden for ukrudt og riv den med en kultivator på kryds og tværs, så jorden løsnes godt. Slut af med at rive jordoverfladen fint med en rive, så den er nem at så og plante i.
Men du skal kun gøre det, hvis jorden er “bekvem”, som havenørderne kalder det. Det betyder, at den er så tør og varm, at den ikke klistrer fast til spaden eller under dine gummistøvler, når du træder på den, og at den har en god krummestruktur (endnu et havenørd-udtryk), hvilket vil sige, at den ligger i små klumper – krummer – som en god crumblekagedej, når du river den.
Med sidste uges sne og nattefrost, er jorden i haven stadig for kold til at lægge kartofler og så frø i. Det ændrer sig hurtigt, når solen kommer frem, og vejret bliver lidt lunere, men vi er stadig nødt til at vente lidt, inden kartoflerne og frøene kommer i jorden.
Men generelt er der ingen grund til at gå i panik og så for tidligt. Hvis jorden ikke er varm nok for frøene, vil de spire dårligt. Vi skal nok nå det, og vi spilder færre frø og får bedre planter, hvis vi først sår, når jorden er varm nok.
Læs også: Hvad skal vi dyrke af grøntsager? >>
Forårsidé 10 – Forspir i vindueskarmen
Når det er for koldt til at så udenfor, kan vi heldigvis hygge os med at så indenfor – forspire, som det kaldes på havesprog.
Det kan vi gøre for at give planterne et forspring, så vi kan høste tidligere, eller fordi de stammer fra lunere himmelstrøg og ikke kan nå at give en god nok høst, hvis de først skal sås udenfor i maj eller juni, hvor det er varmt nok.
Her i starten af april kan du hygge dig med at forspire for eksempel tomater, knoldfennikel, kål, salat og en hel masse krydderurter og sommerblomster.
Sår du selv, får du både en masse billige planter og mange flere forskellige at vælge imellem, end butikkernes begrænsede udvalg af færdige planter.
Det kræver lidt arbejde med forspiring, men det er både spændende og hyggeligt at holde øje med de små spirer i vindueskarmen, og se hvordan de vokser dag for dag.
Er du ny i haven, kan du eventuelt starte med at så et par tomatfrø og lidt salat eller kål og nogle ærteblomster eller tagetes. De er alle er nemme at forspire.
Mere for medlemmer: Sådan forspirer du” >>
Hvis du vil have mere
Dette er et eksempel på en af de artikler, som medlemmer af Klub Dyrkhaven har adgang til. Vil du gerne have mere af den slags, så kom med i klubben.
Udover adgang til mange flere medlemsartikler, får du også ugentlige tip til hvad der er det vigtigste at gøre i haven lige netop nu m.m.