Del dine stauder og få flere gratis

Hvis en af dine stauder (planter som blomstrer i flere år) er begyndt at blive lidt for stor. Hvis den mest vokse i yderkanten og se lidt tyndhåret ud i midten. Eller hvis den bare er så fantastisk flot, at du bliver nødt til at have flere af den eller give væk som gave, så kan du dele den og få flere af samme slags – ganske gratis.
Det er ikke raketvidenskab at dele og plante stauder. Du slipper tit godt fra bare at grave en staude op, dele den med en spade og plante de nye staudedele i hurtigt lavede huller i jorden. Men du kan også med en begrænset indsats gøre det væsentligt bedre. Samtidig kan du sænke risikoen betydeligt for, at dine nyplantede stauder går ud eller ikke vil gro godt, og du skal gøre det hele om igen.
Her får du 6 trin, som sikrer dine delte stauder den bedste start på livet.
6 trin til delte stauder
TRIN 1 – DEL DE RIGTIGE STAUDER
September og oktober er det bedste tidspunkt at dele de stauder, som blomstrede i foråret og forsommeren. Stauder der blomstrer i sensommeren og om efteråret, skal du først dele i april.
Det skyldes, at rødderne på nuværende eller nyligt blomstrende stauder er langsommere om at vokse. Alt krudtet er brugt på blomsterne. For at dine delte stauder kan blive til flotte og overdådigt blomstrende planter, er det vigtigste, at rødderne først og fremmest får godt fat. Så del dem modsat deres blomstring.
TRIN 2 – FRITLÆG STAUDEN
Hvis der er visne blomster og blade på den staude, du vil dele, starter du med at klippe dem af. Bagefter tager du et stykke snor og binder rundt om de tilbageblivende grønne blade, så de samles i et bundt.
Det gør det nemmere at se, hvor stauden skal graves fri nede ved jorden. Den er også nemmere at flytte, når der er et bundt blade at løfte den i.
TRIN 3 – GRAV STAUDEN OP
Med en skarp spade laver du en rende hele vejen rundt om stauden i en spadestiks bredde ud fra der, hvor den gror op ad jorden.
Grav renden 1 – 1½ spadestik dyb og lav nogle hug med spaden nederst i renden ind under stauden. Det skærer rødderne fri, så det er muligt forsigtigt at løfte stauden med rodklump og det hele op ad hullet.
Jo mere af rødderne du får med op, jo hurtigere og bedre kommer planten sig, når den er blevet delt og genplantet.
TRIN 4 – DEL STAUDEN I FLERE DELE
Det er meget forskelligt, hvor kompakte rødderne er på forskellige stauder. Er det en stor fasttømret klump, lægger du den på et stykke plastik, jorden eller græsset og hakker den i flere dele med en skarp spade.
Sørg for at hver del har både rødder og skud med blade på. Du kan i princippet splitte stauden i så mange dele, som der er rødder med skud til. Større dele vokser hurtigere til større planter, men det kan også være, du er ude på at dække et stort stykke jord med hjemmelavede, gratis stauder, og så er det bare at dele løs.
Er rødderne ikke kompakte men løst sammenfiltrede, er det mere skånsomt at hive dem fra hinanden med hænderne. Du kan også bruge to grebe, som du sætter ryg mod ryg i midten af stauden og hiver udad, så rodklumpen deles.
TRIN 5 – GRAV OPTIMALE PLANTEHULLER
De nye staudedeles rødder må ikke tørre ud, før de bliver plantet igen. Har du ikke de nye plantehuller klar, så sæt rødderne i en spand med vand, så de kan stå og suge vand, indtil de skal i jorden.
Det er forskelligt, hvor store de forskellige stauder bliver og derfor også, hvor stor afstand de skal plantes med. Der er ingen anden vej end at slå det op i en havebog eller google ”Planteafstand … (staudens navn)”.
Når du graver nye huller, skal du grave dem dobbelt så store som røddernes og rodklumpens størrelse. Fyld hullet op med vand. Når vandet er sevet ud i jorden, fylder du det med den opgravede og eventuelt forbedrede jord, så hullet har den rigtige dybde i forhold til staudens størrelse (se mere om det under trin 6). Den våde og løse jord i hullet gør, at rødderne nemmere vil få fat, og hele planten hurtigt begynde at vokse både under og over jorden.
De fleste havejorde indeholder nok næring til de nye stauders behov. Men vil du gerne gøre lidt ekstra for planten, kan du drysset en skovlfuld kompost ned i hullet, før du planter, og blande det med lidt af den opgravede jord. Du skal ikke putte kraftig all-round-plantegødning ned i hullet eller rundt om dine nyplantede stauder, da det kan svide og ødelægge planterne.
TRIN 6 – PLANT DINE NYE STAUDER
Tag din nye staudedel og placer den, så den står i samme jordhøjde, som den staude, du oprindeligt gravede op. Bred rødderne lidt ud i bunden af hullet, hvis de er løse.
Fyld hullet 2/3 op med den opgravede jord og brug hænderne til at presse jorden omkring planten til, så den står fast. Vand grundigt en sidste gang. Vent til vandet er trukket ud i jorden og fyld hullet op med resten af den opgravede jord.
Er du i tvivl, er det generelt bedre at have lidt for meget jord ovenpå rødderne end lidt for lidt. For lidt jord gør nemlig rødderne mere sårbare for at tørre ud og dermed vokse dårligt eller ligefrem dø.
Derefter er det bare at holde øje med dine nyplantede stauder og sørge for at vande dem regelmæssigt, indtil de er kommet godt i gang med at vokse.