DIY: 5 nemme potter til spirer

Du behøver ikke at være særlig kreativ eller fiks på fingerne for at lave dine egne beholdere til at forspire dine frø i. Tilmed kan du lave dem af ting, du ofte allerede har i huset. Her får du 5 forslag til nemme såbeholdere eller rettere potter, du kan bruge til at forspire i.

“I bund og grund har frø kun brug for enhver form for beholder, hvor der kan være mindst 5 cm såjord i, for at kunne spire” – Citat ukendt havenørd.

 

5 forslag til potter lavet af ting fra huset

FORSLAG 1 – TOILETPAPIRRULLER

Det her pottepotentiale har vi alle!

Toiletruller er supernemme at lave såpotter af, og så er de praktiske, fordi de kan plantes direkte ud i jorden eller krukkerne, når planterne er blevet store. Pappet vil blive til jord helt af sig selv.

Toiletrullerne er særligt gode til planter, som laver lange rødder og ikke bryder sig om at blive pottet om. Ærter, ærteblomster/lathyrus, bønner og solsikke er glade for at starte deres liv i toiletruller.

Tag de tomme ruller og sæt dem ned i en vandtæt bakke, opvaskebalje, skobakke e.l. Står potterne lidt vaklende, fordi der er for god plads i bakken, kan du holde 5 ruller sammen med en køkkenelastik.

Fyld rullerne op med såjord til et par centimeter fra kanten. Vand jorden, hvis den virker tør, og så kan du begynde at så.

Læs også: DIY – Lav nemme potter af avispapir >>

FORSLAG 2 – ÆGGEBAKKER

Når du har spist æggene i æggebakken, kan du fylde såjord i hullerne, hvor æggene har stået, og så i dem.

Når det er tid til at plante de fremspirede planter ud i haven, river eller klipper du de enkelte æggebakkehuller fra hinanden, og planter dem hver især i jorden med plante, såjord og æggebakkepap. Pappet vil med tiden blive opløst i jorden.

Hvert æggerum kan ikke indeholde store mængder jord, så det er bedst at så langsomtvoksende og mindre planter i æggebakkepotten. Frø af for eksempel græskar, agurk og tomat vil hurtigt kræve mere jord og plads, så de skal sås i noget større – som for eksempel mælkekartoner…

Mælkekartoner er gode og billige spirepotter - Dyrhaven.dk gør det nemt at dyrke din haveFORSLAG 3 – MÆLKEKARTONER

Er du juice- eller mælkedrikker, kan du begynde at samle kartonerne til potter. De har den fordel, at de er firkantede, så de kan stå ret tæt og har mindre spildplads end runde potter.

Skær mælkekartonen over, så du har den nederste halvdel. Lav nogle huller i bunden, så overskydende vand kan løbe væk, og det ikke får frøene til at rådne. Fyld såjord i til et par centimeter fra kanten og så frøene deri. Sæt kartonerne i en vandtæt bakke, så overskydende vand ikke ødelægger vindueskarmen.

FORSLAG 4 – PLASTIKKAFFEKOPPER

De hvide plastikkopper, som man ofte får serveret dårlig kaffe i, er glimrende såpotter.

Lav 2-4 huller i bunden af dem. Fyld såjord i hver kop op til den øverste rille. Så frøene, vand og sæt de nysåede kopper ned i en vandtæt bakke.

SÅDAN LAVER DU HULLER I BUNDEN

For at frøene ikke drukner i dine DIY-potter, er det vigtigt, at der er huller i bunden, så overskydende vand kan løbe ud.

Du kan bruge enhver spids ting til at lave hullerne med – saks, kniv, syl eller kødnål som du eventuelt varmer op over ild først, hvis den skal gennem plastik.

En hurtig metode er at bruge en loddekolbe. Den gør hurtigt hularbejdet, men bør gøres udendørs på grund af den kraftige lugt af brændt plastik.

FORSLAG 5 – FRUGT- OG GRØNTEMBALLAGE

Tomater, vindruer og andet ømskindet frugt og grønt sælges tit i klare plastbokse med låg. De har ofte både huller i bund og top, og når du lukker låget, er de i sig selv et perfekt lille minidrivhus, som bare venter på, at du fylder såjord og frø i det.

Læs også: Sådan sår du i potter og bakker >>

Læs også: Sådan forspirer du >>

Læs også: Sådan passer du dine spirer, så de overlever >>

Dette er et eksempel på en af de artikler, som medlemmer af Klub Dyrkhaven har adgang til og får nye af hver uge. Vil du gerne have mere af den slags, så prøv et medlemskab. Der er 100% tilfredshedsgaranti, så er det ikke lige dig, får du dine penge tilbage indenfor de første 30 dage.

Læs mere om Klub Dyrkhaven her >>

Få grønne fingre med Klub Dyrkhaven. hvor du får en hjælpende hånd og lærer at skabe dig en fantastisk og frodig have - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *