Lav dit eget drinkbed

Lav nemt dit eget drinkbed med tre af super velegnede drinkplanter - Klub Dyrkhaven gør det nemmere at dyrke have

Sommervarmen bliver meget mere behagelig, hvis den nydes med en kølig drink i hånden. Særligt hvis drinken har et lille touch af hjemmedyrket. Det er nemt at dyrke et par drinkegnede planter, og de friske planter har alle deres aromaer og smagsstoffer i behold, hvilket giver drinken et sanseboost, der løfter den til nye og mere interessante højder.

Brugen af planter fra haven i drinks, kan både gøres meget simpelt som at stikke en lavendelstilk ned i drinkglasset eller rive et par blade af citronverbena over en citrusagtig cocktail. Eller være mere avanceret, hvor der eksperimenteres med at mikse smage af forskellige knuste blade eller laves udtræk og sirupper af planterne, så der også er til drinks i den lange vinters.

Her får du 3 af de nemmeste og mest anvendelige planter til dit eget drinkbed.

Mynte

Mynte er uundværligt i mojito. Dyrk den selv, og dyrk den du synes smager bedst i din drink - Klub Dyrkhaven gør det nemmere at dyrke haveI drinkverdenen er mynte den ubestridelige krydderurtedronning. Myntebladenes kraftige, rene smag giver en friskhed, som mange af os drinkglade sværger til.

Der findes mange forskellig slags mynte – chokolademynte, krusemynte, ananasmynte, æblemynte… De smager alle forskelligt, og du bør både nulre bladene og smage på dem, inden du vælger din favorit. Vil du dyrke mynte for at drikke mojitos, så skal du vælge den mynte, der hedder Hemingway.

Den nemmeste måde at få mynte i dit drinkbed er ved at købe potter med dem og plante dem. Planten vokser hurtigt til, men der går også ganske meget mynte til en mojito, så plant gerne nogle stykker og vand dem jævnligt, så får du snart flotte planter.

Mynte kan brede sig ganske meget, så det er en god idé enten at plante dem i et afgrænset område eller i en krukke. Planter du dem i jorden, kan du klippe bunden af en stor plastikpotte eller spand, grave den ned i jorden og plante mynten i den. Det begrænser mynten til der, hvor du gerne vil have den.

Mynte passer godt til rom, vodka, akvavit og gin og er særlig god i en:

  • Mojito
  • Mint julep
  • Pimms

Lavendel

Lavendler er ikke bare velduftende, kønne og gode for bier. De kan også både spises og drikkes. Brug lavendel i drinks - Klub Dyrkhaven gør det nemmere at dyrke haveLavendler er en af de mest multitalentfulde planter, du kan dyrke. Den er smuk med sine lilla blomster, klarer sig glimrende i en tør sommer, bierne elsker den, den dufter dejligt såvel i haven som i poser mellem lingeri eller sengetøj, og så kan den både spises og bruges i drinks.

Den mest drinkegnede lavendel er den engelske lavendel (Lavendula angustifolia), hvis blomster har en mild og sød smag. Den er heldigvis ret almindelig og nem at få fat i. Lavendel både dufter og smager let parfumeret, så du skal bruge den varsomt i dine drinks. Prøv dig frem, til du rammer den styrke, der passer din smag.

Vil du have lavendel i dit drinkbed, så køb en i potte og plant den, så det står et sted, hvor den får godt med sol. Den gror godt både direkte i jorden og i krukker. Bliver du tosset med lavendeldrinks, kan du næste år tage stiklinge af lavendelplanten og lave alle de nye, gratis lavendler, som du ønsker.

Lavendel passer godt til gin, cognac, rom, vodka, tequila og portvin og er særlig god i en:

  • Lavendel collins
  • Lavendel martini
  • Lavendel-gin

ET GODT TIP…
Har du plads, kan du udvide dit drinkbed med nogle flere drinkegnede planter. Jordbærplanter i kanten til strawberry daiquiri, eller måske en rosmarinbusk i et solrigt hjørne eller en agurkplante i baggrunden af bedet, der kan give dagens 5 o´clock gin og tonic et lille svip af noget særligt.

Citronverbena

Citronverbena har en let, elegant og frisk citrussmag, som passer godt i rigtig mange drinks og cocktails - Klub Dyrkhaven gør det nemmere at dyrke haveCitronverbena er en høj plante med tynde, grønne blade, hvis fine, friske smag af citrus matcher plantens lette udseende. Den dufter af mere, end den smager, så du skal ikke blive afskrækket, hvis du først stikker næsen ned i den.

De nye blade smager bedst. Brug dem hakkede i drinks, der har brug for et citrontwist, eller dekorere toppen af drinken med små, nye blade.

Citronverbena er en varmeelsker, så sæt den et sted med sol og læ. Har du et drivhus eller lun krog i haven, kan du få en ganske stor plante ud af den. Den kan både dyrkes i et bed og i en krukke, og den skal have gødning en gang om måneden og vandes et par gange om ugen for at levere fine, bløde blade til dine sommerdrinks.

Citronverbena passer godt til rom, gin, tequila, vodka og whisky, og er særlig god i en:

  • Citronverbena spring fling
  • Gone with the wind
  • Citronverbena-rom

ET GODT TIP MERE…
Gør den hjemmedyrkede drink endnu mere gennemført ved at bruge isterninger med indfrosne, spiselige blomster i. Vælg med omhu, da nogle af de spiselige blomster smager af karse (tallerkensmækker) eller er let bitre (syrener), så selvom de ikke er giftige, passer de ikke nødvendigvis særlig godt i din drink.

Mere for medlemmer: DIY – Krystalklare isterninger med blomster >>

Hvis du vil have mere

Dette er et eksempel på en af de artikler, som medlemmer af Klub Dyrkhaven har adgang til. Vil du gerne have mere af den slags, så prøv et medlemskab.

Udover adgang til mange flere artikler, får du som medlem også alle Dyrkhaven.dks e-bøger gratis, svar på spørgsmål om din have, tip til hvad der er det vigtigste at gøre i haven lige netop nu og meget mere.

Læs mere om Klub Dyrkhaven her >>

Få grønne fingre med Klub Dyrkhaven. hvor du får en hjælpende hånd og lærer at skabe dig en fantastisk og frodig have - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *