Sådan beskærer du roser

Lær hvordan du beskærer roser i 4 trin - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

En huskeregel fra haveverdenen siger, at man skal beskære sine roser på dronningens fødselsdag. Det er det den 16. april.

Vi behøver ikke ramme datoen helt præcist, men det er helt rigtigt at midt eller sidst i april er det bedste tidspunkt at beskære roser på.

Her er den værste frost overstået, så de nybeskårede grene på roserne får med stor sandsynlighed ikke frostskader. Samtidig er roserne ikke længere fremme, end at vi ikke gør væsentlig skade ved at klippe og save i dem på nuværende tidspunkt.

Derfor beskærer vi roser

Roser kan sagtens gro godt uden at blive beskåret. De bliver måske store og viltre, men de har det fint.

Når vi vælger at beskære dem, så er det for at forme deres facon, få dem til at sætte nye skud, så de ikke bliver bladløse forneden, begrænse eventuelle sygdomme og få dem til at blomstre på en bestemt måde.

ET GODT TIP…
Et gammelt gartnertrick til at påvirke størrelsen på rosens blomster er at vælge hvor langt oppe eller nede, vi beskærer rosenplantens grene. Beskærer vi dem højt oppe, får vi flere, mindre blomster. Beskærer vi dem langt ned får vi færre, større blomster.

Den nemmeste måde at beskære roser

Den absolut nemmeste måde at beskære roser på er at gribe hækkesaksen eller hækkeklipperen og klippe roserne med den.

Det er hurtigt klaret, og selvom grenene kan se flossede ud i kanterne bagefter, så klarer de fleste roser denne beskæringsform uden de store problemer. Se forslag til klippehøjde for forskellige typer af roser sidst i teksten.

Den kontrollerede måde at beskære roser

Vil du godt have lidt mere styr på, hvordan rosen kommer til at se ud, så kan du finde beskærersaksen frem og gøre arbejdet gren for gren. Det giver mere kontrol.

Inden du går i gang, så sørg for, at din beskærersaks er skarp. Det gør det meget nemmere. Et ørnenæb eller lille sav kan være praktisk til større grene. Husk også tykke handsker og en gammel jakke med lange ærmer, da roser som bekendt har torne.

Her får du fire trin, der beskriver, hvordan du grundlæggende beskærer roser.

TRIN 1 – LAV DET RIGTIGE SNIT

Vi starter med det klippetekniske. Når du beskærer dine roser med en beskærersaks, skal du lave et skråt snit over en knop på grenen, som vender udad. En knop kan både være en knap synlig dut på rosengrenen, en egentlig knop og et udfoldet blad. Det har ingen betydning, når du beskærer.

Lav et skråt snit ½-1 cm over en knop, når du beskærer roser . Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Knoppen vil vokse til en ny gren, og det er en god idé, at retningen er ud af planten i stedet for ind i den. Derfor er det smartest at beskære over en knop, der vender udad. Det skrå snit er for, at vand løber af, og en afstand på 1/2 til 1 cm fra knoppen til der, hvor du klipper, er fint.

TRIN 2 – FJERN VISNE OG KNÆKKEDE GRENE             

Når du beskærer, klipper du først alle døde, visne og syge grene af så langt nede, at den del af grenen, der er tilbage, er sund. Det vil sige, at marven indeni grenen er hvid eller svagt gul.

Ser det dumt ud med den længde gren, du er endt med, eller er grenen syg hele vejen ned, klipper du den af så langt nede mod jorden, som du kan.

Klip derefter alle knækkede grene tilbage til et rask sted på grenen. Husk at klippe over et skud, hvis du vil forme busken.

Fjern også den ene af to grene, som eventuelt gnider mod hinanden, da gnidningen vil slide hul og lave en nem indgang for sygdomme.

Når du beskærer roser, skal du fjerne alle syge, døde, knækkede og krydsende grene - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Trin 3 – LAV EN PÆN FACON

Klip rosenplantens tilbageblivende raske grene af i den højde, du synes, den skal have. Ved du, hvilken slags rose det er, kan du også følge forslagene til klippehøjde længere nede.

Hvis rosen er blevet for tæt i midten eller for bladløs forneden, så fjern et par af de ældste – tykkeste – grene lidt over jordoverfladen, så sætter planten nye skud, der hurtigt bliver grønne. Fjern dog aldrig mere end max en tredjedel af rosens grene, ellers kan den begynde at sætte mange vildskud.

Til sidst finder du din kreative formklipper frem og træder et skridt tilbage, mens du vurderer, om rosen har nogle grene, der stikker for langt ud, om den er for tæt i den ene side e.l. og så beskærer du, til formen på rosen er pæn og luftig.

Når du beskærer roser, så hold pause og vurder resultatet undervejs - dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Det er et godt råd generelt ikke at blive for ivrig med beskæringen. Hold pauser og vurder resultatet undervejs. Ellers kan du hurtigt ende med en lidt for plysset rose.

Det er ærgerligt, når det sker, men rosen skal nok klare den. Kommer du til at klippe for meget, så sker der som regel ikke andet, end at du får færre blomster i år.

TRIN 4 – GIV ROSERNE GØDNING

Efter beskæringen har roserne brug for næring, så giv dem noget gødning og vand, så de har et godt afsæt for at vokse videre.

Roser skal have gødning efter beskæringen for at blive flottest - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Der findes særlig rosengødning, men du kan også bruge en allround havegødning. Følg doseringen på posen og fordel det rundt om rosens stamme i en cirkel på ca. 30 cm. Undlad at lægge det helt ind mod stammen, hvor der ikke er så mange rødder til at optage næringen.

Den typeinddelte måde at beskære roser

Hvis du er havenørd eller bare så glad for roser, at du ved, hvilken slags der er i din have, kan du gå endnu mere i detaljer og vælge, hvilken højde du beskærer til, alt efter typen af din rose.

Det med at fjerne alle syge, døde og skadede grene gælder dog stadig for alle roser uanset højden, du beskærer dem i.

Hård beskæring – Grenene klippes ned til 3-4 knopper

Storblomstrede roser og buketroser kan tåle en hård beskæring, hvor de klippes ned, til hver gren kun har 3-4 knopper tilbage. Det er oftest en højde på omkring 10-20 cm.

I princippet kan alle roser tåle at blive beskåret hårdt, men det vil give færre, men dog større blomster. Hård beskæring kan bruges som en foryngelseskur, hvor rosenplanten som reaktion på den kraftige beskæring vil danne en masse nye skud.

Moderat beskæring – Halvdelen af grenenes længde klippes af

Storblomstrede roser og buketroser kan sammen med de engelske roser beskæres moderat. Det vil sige, at du klipper halvdelen af længden af hver gren. Du kan også med hækkesaksen klippe hele planten ned til en højde på 25-30 cm på kort tid.

Let beskæring – En tredjedel af grenenes længde klippes af

Buketroser, engelske roser og buskroser kan nøjes med en let beskæring, hvor du fjerner en tredjedel af længden af deres grene.

ET GODT TIP…
Nogle gange har buskroser nogle meget tynde grene, der vil knække under vægten af blomsterne. For at gøre dem stærkere, kan de tynde grene afkortes med to tredjedele fremfor kun en tredjedel.

Ultralet eller ingen beskæring – Kun døde og syge grene fjernes

Adskillige af de historiske roser er nogle lidt sarte damer, og skal kun beskæres meget let ved at fjerne de visne, syge og knækkede grene. Det samme gælder for buskroser og de vilde roser.

Derudover kan de ofte få lov at gro i fred og så få en foryngelseskur, hvor de skæres ned til 10-20 cm, når du efter nogle år synes, de er blevet for vilde at se på.

Klatreroser beskærer du beskedent ved at klippe vildfarne grene af i en længde, så de passer til pladsen, de kan gro på, eller hvor de skal bindes op. For at få planten til at lave nye skud, hvor der kan komme nye blomster, kan du med års mellemrum vælge at fjerne en til tre af de ældste grene nede ved jorden.

ET GODT TIP…
Binder du din klatrerose op, så sørg så vidt muligt for, at dens grene bliver bundet, så de ligger vandret. Det vil give flest blomster på grenene.

Læs også: Beskæring af hortensia om foråret >>

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *