Sådan sår du i potter og bakker

Trin-for-trin vejledning til at give frøene den bedste start, når du sår i potter og bakker - Klub Dyrkhaven gør det nemmere at dyrke din have

Når du sår frø indendørs, kan du vælge mellem mange forskellige slags beholdere at så i. To af de mest almindelige er forskellige former for potter eller bakker.

Sår du i potter, placerer du 1-10 frø i potten alt efter størrelsen på frøene. Potter er især gode til planter, der vokser hurtigt som for eksempel græskar, squash, agurk og tomat. En potte, der er 8 cm i diameter, er en god størrelse at så i. Det er den slags, der sælges hyacinter i i supermarkederne. De kan også købes her >>

Læs også: 5 potter du kan lave af ting, du allerede har i huset >>

Sår du i bakker, spreder du frøene over jorden – bredsår. Dig, der ikke har så meget plads til at forspire i vindueskarmen, kan vælge bredså salat, spinat, kål og andre planter med små frø.

Uanset om du bruger potte eller bakke, er det vigtigt, at du sår i såjord. Almindelig jord er alt for næringsrigt for frøene, og så spirer færre af dem.

Læs også: Sådan forspirer du >>

Sådan sår du i potter og bakker

Det skal du bruge:

  • Frø
  • Beholder til at så i – potte eller bakke
  • Såjord
  • Evt. forstøverflaske eller vandingsprop
  • Plastikpose eller husholdningsfilm.

Klub Dyrkhaven - Guide: Sådan forspirer du - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

TRIN 1 – FYLD JORD I SÅBEHOLDEREN

Tag din såbeholder. Den kan være en potte eller bakke og af ler, plastik, tørv eller noget helt fjerde. Eneste krav er, at den kan indeholde mindst 4 cm såjord.

Bruger du en særlig slags såbeholder, hvor der er en brugsanvisning, følger du naturligvis den. Men ellers er den generelle fremgangsmåde, som beskrevet her.

Fyld såjord i såbeholderen, så den er 3/4 fyldt op. Det gælder uanset, om du sår i en form for potte eller i en bakke. Bank såbeholderen let ned i bordet, så jorden får en jævn overflade.

Hvis der er klumper i såjorden, nulrer du dem i stykker med fingrene. Hvis jorden er meget tør, vander du den, så den bliver fugtig til den våde side, men ikke dryppende gennemblødt.

Klub Dyrkhaven - Guide: Sådan forspirer du - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

TRIN 2 – SÅ FRØENE

Nu skal frøene sås i jorden. Er der tale om små frø, skal de nærmest bare lægges på overfladen. De kan være svære at fordele jævnt, og her kan spidsen af en blyant hjælpe.

Men uanset hvad vil små frø komme til at ligge tæt nogle steder. Det er helt okay, for vi tager os af det senere, hvor vi får styr på det med at udtynde og ompotte.

Med fingrene drysser du et ganske tyndt lag såjord over de små frø.

Større frø laver du et hul til med en blyant, pind, lille- eller barnefinger o.l. Sår du i potter, kan du så 2-3 frø i hver med størst mulig afstand mellem hvert frø. Så er du sikker på at få mindst én god plante i hver potte.

Læg frøet ned i hullet og dæk det til med såjord. Hvor dybt, frøet skal ned i jorden, står som regel bag på frøposen.

Hvis ikke, kan du bruge tommelfingerreglen, der siger, at et frø skal have dobbelt så meget jord over sig, som dets diameter. Er et ærtefrø f.eks. 0,5 cm i diameter, skal hullet være 1,5 cm dybt.

Du behøver ikke være lineal-nøjeregnende, men så som udgangspunkt små frø overfladisk og store frø dybere i jorden.

Klub Dyrkhaven - Guide: Sådan forspirer du - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

TRIN 3 – VAND JORDEN

Nu skal jorden vandes. Det skal være meget forsigtigt for ikke, at frøene flytter sig fra der, hvor du såede dem.

Særligt hvis du har sået små frø, er det en god idé at bruge en forstøverflaske eller vandingsprop til vande med. En vandstråle vil rode jorden og frøene sammen.

Klub Dyrkhaven - Guide: Sådan forspirer du - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

TRIN 4 – SÆT PLANTENAVNE PÅ

Det kan hurtigt blive én stor forvirring, når du sår flere slags frø. Husk derfor fra starten at bruge planteskilte eller skrive på potterne, hvad der er sået i dem med en vandfast tusch.

Du kan købe planteskilte eller selv lave dem af overklippede persienner, opklippede skyrbægre o.l.

Klub Dyrkhaven - Guide: Sådan forspirer du - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

TRIN 5 – LAV DRIVHUSEFFEKT

I princippet har du nu forspiret – tillykke!

Du kan dog optimere det lidt mere ved at lave en form for drivhus, hvor der bliver lunt og høj luftfugtighed, hvilket får de fleste frø til at spire hurtigere.

Du kan købe et minidrivhus med låg, eller du kan lave det selv ved at dække dine såbeholdere med en plastikpose eller husholdningsfilm. Lav huller i plastikken/filmen til udluftning, da frøene ellers kan rådne.

Derefter er det bare at placere såbeholderne et sted med ca. 20 grader og tjekke dem én gang dagligt – eller flere, hvis du er nysgerrig på, hvornår det begynder at spire frem.

Læs også: Sådan sår du i jiffy pots >>

Læs også: Sådan passer du spirerne >>

Læs også: Sådan forspirer du >>

Dette er et eksempel på en af de artikler, som medlemmer af Klub Dyrkhaven har adgang til. Vil du gerne have mere af den slags, så prøv et medlemskab. Der er 100% tilfredshedsgaranti, så er det ikke lige dig, får du dine penge tilbage indenfor de første 30 dage.

Medlemskab af Klub Dyrkhaven

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *