stLight.options({ publisher:'12345', });

12 grøntsager du nemt kan dyrke i krukker

12 grøntsager du nemt kan dyrke i krukker - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Det er ikke alle, der har plads, tid og lyst til at passe en kæmpe køkkenhave. Men du kan sagtens få masser af lækre grøntsager af den hjemmedyrkede slags på meget lidt plads, hvis du vælger at dyrke i krukker.

Det er dog ikke alle grøntsager, der er lige gode til krukker. Her får du 12 af dem, som du helt sikkert kan lykkes med og tips til, hvad du skal tænke over, når du dyrker dem i krukker.

12 grøntsager du nemt kan dyrke i krukker

1. KARTOFLER

Det kræver en stor beholder at dyrke kartofler, men det er en nem plante, og du kan uden det store besvær dyrke og høste dine egne sommerkartofler i din krukkekøkkenhave.

Mere for medlemmer: Sådan dyrker du kartofler i krukker >>

2. BØNNER

Har du plads til at lade bønnerne vokse op ad et hegn, mur, espalier e.l. kan du dyrke flotte pralbønner og stangbønner i krukker. Har du ikke så meget plads, er det smartest at vælge de lave og mere kompakte buskbønner.

3. RADISER

Radiser vokser hurtigt og glimrende i krukker. På under en måned fra du puttede frøene i jorden, kan du hente dine egne hjemmedyrkede radiser ind i køkkenet.

ET GODT TIP…
Plant gerne flere slags grøntsager i samme krukke. Hurtigt voksende planter som radiser og salat kan sagtens nå at blive både sået og høstet, mens de mere langsomme planter som squash eller bønner i midten af krukken vokser sig store.

4. BLADBEDER

Bladbeder er af de nemmeste grøntsager, du kan dyrke. Både blade og stængler kan spises. De smager bedst som små og mellemstore, men lader du dem vokse, får du nogle imponerende planter med flotte stængler i pink, gul, hvid eller rød.

5. RØDBEDER

Så nye rødebedefrø flere gange i løbet af sommeren, og du har hele tiden nye, friske rødbeder. Husk du også kan spise bladene med de fine røde stængler som salat eller vælge at dyrke de anderledes rødbedevarianter i gul eller stribet.

Læs også: 9 anderledes planter du kan dyrke i din have >>

6. JORDBÆR

Det er ikke en grøntsag, men jordbær er så nemme at dyrke i krukker, at de kommer med på listen. De kræver ikke ret meget arbejde, og kan tilmed blive stående i den samme krukke og give søde sommerjordbær i 3-4 år.

ET GODT TIP…
Blomster gør din krukkekøkkenhave endnu hyggeligere. Overvej at dyrke nogle af de spiselige blomster som stedmoder, morgenfruer, tallerkensmækker eller tagetes, der både pynter i krukkerne og på spisebordet.

Mere for medlemmer: 5 spiselige blomster til kager og desserter >>

7. KÅL

De fleste typer af kål kan dyrkes i krukker. Tjek på frøposen hvor høje de bliver og vælg nogle, der ikke bliver så høje, at de risikerer at knække eller vælte hele krukken.

8. ÆRTER

Nogle ærter bliver flere meter høje, hvilket kan være meget hyggeligt, hvis man har plads til at lade dem klatre. Andre ærter holder sig under en meter og er oplagte at dyrke i krukker. Tjek på frøposen hvor høje ærterne bliver.

Du kan også dyrke ærter for ærteskuddenes skyld. Høst de små velsmagende skud, når de er 5-7 cm høje og brug dem i salaten.

9. TOMAT

Du behøver ikke et drivhus eller en stor have for at dyrke dine egne tomater. Tomater gror fint i krukker. Især hvis du sørger for at vælge dem, der er lave og kompakte og ikke har alt for store frugter. Hellere størrelse cherrytomat end bøftomat.

10. SQUASH

Squash fås i flere farver og størrelser, men skal du dyrke dem i krukker, så vælg en af de kompakte varianter, da en squashplante ellers hurtigt kan brede sig og overtage flere kvadratmeter og en hel altan.

11. GULERØDDER

Dyrk dine gulerødder i høje krukker og en fin, løs jord, så de får lov at blive lige så lange og fine, som de er skabt til.

12. SALAT

En af de mest hurtigvoksende grøntsager er salat. Der findes masser af forskellige slags, og vælger du bladsalat, kan du høste af den samme plante i lang tid. Du tager bare de blade, du har brug for, og så sætter planten nye.

Læs også: 14 af de nemmeste spiselige planter >>

Vil du have mere?

Vil du gerne have mere af den slags, så prøv et medlemskab af Klub Dyrkhaven.

Klub Dyrkhaven er for dig, der gerne vil dyrke en frodig, levende og flot have, men er usikker på, hvordan du skal gribe det an.

I Klub Dyrkhaven får du en hjælpende hånd, der fører dig uge for uge gennem de vigtigste ting, du skal gøre i haven og viser dig, hvordan du kan gøre dem nemmest, så du kan få den have du drømmer om uden at bruge oceaner af tid på det.

Læs mere om Klub Dyrkhaven her >>

Bliv god til at dyrke have på den nemme måde. Bliv medlem af Klub Dyrkhaven og få grønne fingre.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *