stLight.options({ publisher:'12345', });

Kære BrevkasseKan jeg redde visne planter i krukker?

Caroline er kommet hjem fra ferie til krukker med planter, der er visne. Hun får tips i brevkassen til at redde de visne planter - Dyrkhaven.dks brevkasse

SPØRGSMÅL

Hej Dyrkhaven

Efter en tur til Italien er jeg kommet hjem til en altan fuld af halvdøde planter. Blomsterne er helt visne, og mit citrontræ har smidt en del af bladene. Jeg havde sat flasker med vand i, inden jeg tog af sted, men det var åbenbart ikke nok. Er der noget jeg kan gøre, eller er jeg nødt til at smide dem ud?

Venlig hilsen
Caroline S.

SVAR

Kære Caroline,

Det er en trist oplevelse at komme hjem til. Inden du opgiver helt og smider alle planterne ud, synes jeg dog, du skal give dem et forsøg på at genopstå.

Klip det visne og døde af planterne og fjern frugter, frø og blomster. I redningsfasen skal de ikke bruge energi på at formere sig, men på at få gang i rødderne i jorden igen.

Tag en stor spand eller balje med lunkent vand og sæt krukkerne ned i den, så vandet når op over kanten. Lad dem stå dækket med vand i cirka 20 minutter. En stor krukke kan kræve lidt mere tid. Fyld op, så der hele tiden er vand over kanten på krukkerne. Det vigtigste er, at alt jorden bliver fuldstændigt gennemblødt.

Tag krukkerne op og sæt dem et sted med skygge. Sol vil hurtigt få vandet til at fordampe, og vi går efter at beholde mest muligt vand i jorden i længst mulig tid. Du kan derfor også med fordel dække den bare jordoverflade i krukkerne med forskellige ting, så vandet ikke fordamper så hurtigt. Skal det være pænt, kan du bruge sten eller barkflis. Skal det være billigt og hurtigt, kan du bruge nogle lag avispapir holdt nede med sten e.l..

Hold løbende øje med krukkerne og tjek dagligt, hvor fugtig jorden er ved at stikke en finger ned i den. Føles jorden fugtig i en fingers dybde, behøver du ikke vande, men føles den tør, så skal jorden vandes med det samme. Det er vigtigt, at du ikke i venlighed overvander, for det kan også slå planterne ihjel.

Hvis der efter et par ugers tid er begyndt at komme små nye skud frem, så skal planten nok komme sig. Er der ikke sket noget, så er det sandsynligvis for sent. Har du planter, som du er særlig ked af at miste, kan du give dem lidt ekstra tid i håb om, at de kommer sig, da nogle planter er lang tid om at komme i gang igen.

Jeg krydser fingre for, at det lykkes.

Mange havehilsner
Nisse

P.S. Vil du også kunne stille spørgsmål til Dyrkhaven.dks brevkasse, så bliv medlem af Klub Dyrkhaven.

I klubben får du hjælp til at gro grønne fingre og adgang til fordele som ugentlig havehuskeservice, særlige medlemsartikler, rabat på Dyrkhaven.dks e-bøger og mulighed for at få svar på dine havespørgsmål i brevkassen her.

Alt sammen for kun 39 kr.

Læs mere om Klub Dyrkhaven >>

Få grønne fingre med Klub Dyrkhaven. hvor du får en hjælpende hånd og lærer at skabe dig en fantastisk og frodig have - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have