stLight.options({ publisher:'12345', });

Kære BrevkasseSkal jorden i højbede graves om foråret?

Skal jorden i højbede graves igennem om foråret? Få svaret i brevkassen - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

SPØRGSMÅL

Efter i nogle år ikke at have haft have, fik jeg nogle højbede i pallerammer sidste år. Højbedene måler 120 x 80 cm og er 60 cm høje.

Jeg har hørt, at man skal grave jorden igennem om foråret, så den er nem at så i. Kan og bør jeg gøre det samme med jorden i mine højbede?

Hilsen
Merete M.

SVAR

Hej Merete,

Det korte svar er, at du ikke behøver at grave jorden i et højbed.

En af grundene til, at mange graver jorden i køkkenhaven igennem om foråret, er, at strukturen i den er blevet mast sammen, når man har gået på den, kørt med trillebør m.m. og man løsner den ved at grave den. Det er ikke tilfældet i dine højbede.

Undtagelsen fra gravningen er, at man ved etableringen af et nyt højbed lavet af pallerammer (eller anden form for bundløst højbed) med fordel kan grave jorden igennem i et til to spadestiks dybde der, hvor højbedet skal stå. Det løsner jorden, så planternes rødder i højbedet ikke pludselig støder på et hårdt lag jord, når de når bunden af højbedet. Et uigennemtrængeligt hårdt jordlag kan få rødderne til at bøje af og filtre sammen.

I stedet for at grave, kan du holde jorden i dine højbede løs og behagelig for planterne at gro i ved fra starten at bruge en god muld, når du laver dem.

Du kan købe noget særligt højbedsmuld eller lave din egen version af havejord tilsat kompost og vasket sand (0,0 – 0,4 mm). Hvilket forhold tingene skal blandes i, afhænger af hvordan din havejord og kompost er, så prøv dig frem, til du står med en let og løs jord. Er du helt på bar bund, så prøv med 1/3 af hver.

Jorden i højbedene vil med tiden synke lidt sammen, og du kan vedligeholde den ved hvert forår at tilføre et lag på 3-5 cm kompost. Når du er færdig med årets dyrkning, kan du så grøngødning eller lægge døde plantetoppe, blade o.l. ovenpå jorden. Det vil langsomt hen over vinteren blive omsat og yderligere forbedre jorden i dine højbede.

God fornøjelse med dine højbede!

Mange havehilsner
Nisse

P.S. Vil du også kunne stille spørgsmål til Dyrkhaven.dks brevkasse, så bliv medlem af Klub Dyrkhaven.

I klubben får du hjælp til at gro grønne fingre og adgang til fordele som ugentlig havehuskeservice, særlige medlemsartikler, rabat på Dyrkhaven.dks e-bøger og mulighed for at få svar på dine havespørgsmål i brevkassen her.

Alt sammen for kun 39 kr.

Læs mere om Klub Dyrkhaven >>

Få grønne fingre med Klub Dyrkhaven. hvor du får en hjælpende hånd og lærer at skabe dig en fantastisk og frodig have - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have