Sådan prikler du spirer

Spirer skal prikles, læs her hvordan du gør - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

At prikle betyder at flytte den spirende lille plante fra det sted, hvor den er spiret frem, til et sted med mere plads. Her kan den vokse sig større uden at skulle konkurrere om vand, lys og næring med naboplanter, der står lidt for tæt på. Denne første omplantning af en spire kaldes en prikling.

TIP: Se to smutveje til at undgå at skulle prikle sidst i blogposten

Det skal du bruge til at prikle:

Når de frø, du har sået indenfor, har spiret og har sat 4-6 blade, så er det tid til at prikle dem.

Du skal bruge rene potter i det antal, du vil prikle småplanterne i, og så- og priklemuld magen til det, du såede frøene i. De små planters rødder er stadig for sarte til at kunne klare at blive plantet i almindelig pottemuld eller havejord.

Inden du graver småplanterne op, sætter du alle de nye potter frem og fylder dem 3/4 med så- og priklemuld.

Posen med jord skal helst have stået indenfor nogle timer, så jorden ikke er udendørskold og giver spirernes rødder et kuldechok, når de plantes i den.

Spirer prikles over i større potter, som dem du kan købe i Dyrkhaven.dks webshopPotter som dem, du kan købe hyancinter o.l. i, er en fin størrelse at plante om i.

Du kan købe nye potter i samme størrelse her >>

Du kan også omplante i potter lavet af tørv, kokosfibre eller avispapir, som plantes direkte i jorden, når det er tid til at planten skal gro videre udenfor.

Læs også: DIY – Lav såpotter af avispapir >>

Du skal også bruge noget til at grave ind under planternes rødder og forsigtigt løfte dem op. Det kan være et planteskilt, en bordkniv, en pind du har snittet skrå eller en købt priklepind, der ofte er skeformet i den ene ende og spids i den anden.

Sådan prikler du:

Det er vigtigt at få de sarte småplanter hurtigt i den nye jord, så rødderne ikke tørrer ud, og planten tager skade. Du giver planterne ekstra gode chancer, hvis du både vander jorden i de nye potter, og den jord småplanterne oprindeligt står i, inden du begynder at prikle.

BONUSTIP:

Hvis du har brug for at støtte planten under ompotningen, skal du tage fat i dens blade fremfor i stænglen. En stængel knækker let og kan ikke reddes, mens de fleste planter godt kan overleve at miste et blad.

Gør derfor IKKE som på billedet!!!

Lav et hul med prikleredskabet midt i jorden og placer den opgravede lille plante i hullet i samme dybde, som den oprindeligt stod. Tryk jorden omkring den let til med din priklepind eller fingrene. Vand forsigtigt, og sæt potten med den priklede spire tilbage i vindueskarmen, eller hvor du har haft dine spirer stående.

Skriv plantens navn på potten med en permanent tusch eller sæt et planteskilt i den, så undgår du forvirring, når planterne er blevet store nok til at blive enten plantet om i en større potte eller plantet direkte ud, hvor de skal stå.

Når det er tydeligt, at planterne er begyndt at vokse videre, kan du eventuelt vande dem med flydende gødning i halv dosis af, hvad der står på gødningsflasken. Dette er dog ikke et krav.

Kig i bunden af potterne med jævne mellemrum. Når de nye rødder begynder at kunne ses, skal planten plantes over i en større potte. Denne gang i mere næringsrig pottemuld.

Når rødderne igen begynder at røre kanterne i den nye potte, kan du plante planten over i en endnu større potte, eller ud hvor den skal stå, hvis det er blevet varmt nok.

OBS!
Vil du se, hvordan du prikler trin-for-trin i billeder?

Bliv medlem af Klub Dyrkhaven og se det i “Sådan prikler du spirer trin-for-trin” >

Smutveje hvis du ikke orker at prikle

SMUTVEJ 1
Hvis du har sået flere ens frø i en bakke, men ikke orker at prikle alle spirerne, kan du give dem bedre plads til at vokse, hvis du fjerner en del af dem, så de ikke står så tæt.

Du får færre planter, end hvis du prikler, men de vil være stærkere og sundere, end hvis du lader alle spirerne vokse videre på for lidt plads.

Har du bredsået spirer i en bakke, skal de udtyndes eller prikles - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

SMUTVEJ 2
Hvis du har sået frø i jiffy pots, beskytter potten småplantens rødder, og de bliver ikke forstyrret, når det er tid til at plante over i noget større. Har du sået flere frø i hver jiffy pot, fjerner du de svageste spirer, så kun den bedste står tilbage.

Når den vokser til og trænger til en omplantning, tager du bare hele jiffy potten, og planter den i en og større ny potte, eller direkte ud i jorden hvis den er klar til det.

Læs mere om jiffy pots her >>

Få grønne fingre med Klub Dyrkhaven. hvor du får en hjælpende hånd og lærer at skabe dig en fantastisk og frodig have - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *