Sådan sorterer du og får styr på frøposerne

  • Kategorier: Frø
  • Kommentarer: 0
Sorter og få styr på de gamle frøposer - 3 trin a la Marie Kondo - Dyrkhaven.dk

Gamle frø vækker minder om solvarme tomater, ærter i lommen, et blomsterhav af stolt kavaler og friskplukkede krydderurter på sommermaden.

Det er bare frø, men de kan få os til at drømme om sidste års have og glæde os til, hvordan den bliver i år.

Måske er det også derfor, så mange af os bliver ved med at gemme vores gamle frøposer med rester af frø i.

Ulempen er dog, at de kan hobe sig op, og det kan være en ganske uoverskuelig affære at begynde at få overblik over, hvad vi allerede har liggende af gode frø, og hvad vi bør købe nye af, inden vi går i gang med at så.

Men der er både tid og penge at spare, hvis vi gør det, og her får du et godt råd til, hvordan du kan gribe det uoverskuelige arbejde an.

Faktisk er det inspireret af oprydningseksperten Marie Kondo. Jeg indrømmer, at jeg ikke har set hendes program. Men hun startede for nogle år siden en verdensomspændende oprydningstrend, og konceptet er vist noget med at tømme alt i en bunke, sortere det grundigt og sætte det i kasser.

Det er et godt princip, som vi også kan bruge på sorteringen af de gamle frøposer, og monstro ikke Marie Kondo ville nikke anerkendende til de her tre trin til at få styr på de gamle frø?

Sådan får du styr på de gamle frøposer

TRIN 1 – SMID DE GAMLE FRØ UD

Læg alle de gamle frøposer ud på bordet. Sorter først dem med langt overskredet dato fra. Fjern også alle frø til persille og pastinak. De holder sjældent mere end 1-2 år.

For medlemmer:  Så længe holder forskellige frø >>

For medlemmer: Vil de gamle frø spire? Test dem med en nem spiretest >>

Får du fat i frø, hvor du husker, at planterne var kedelige eller besværlige, og du ikke gider dyrke dem igen, så også direkte i skraldespanden med dem. Behold kun de frø, du ved, du vil bruge.

TRIN 2 – INDDEL I SAMME SLAGS

Har du stadig mange frøposer tilbage, så læg alle tomater, bønner, ærteblomster osv. i hver sin bunke.

På den måde får du et overblik over, hvor mange af hver slags du har. Sæt en elastik om hver bunke, så de bliver i deres egen bunke.

TRIN 3 – OPDEL EFTER SÅTIDSPUNKT

Tag bunkerne fra TRIN 2 og læg dem i større bunker, hvor du samler alle dem, der skal sås i marts, april, maj osv.

Put bunkerne i hver sin kuvert, papirspose e.l. og skriv såtidspunktet udenpå.

Læg poserne i den rækkefølge, de skal sås i en kasse og opbevar den et tørt og køligt sted.

Så er det nemt for dig at tage den næste bunke frem og så de rigtige frø på det rigtige tidspunkt, så du får mest muligt og den fedeste have ud af dem.

Mere for medlemmer: Sådan forspirer du >>

Bliv god til at dyrke have på den nemme måde. Bliv medlem af Klub Dyrkhaven og få grønne fingre.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *