stLight.options({ publisher:'12345', });

Slip af med kålorme og kållarver

Sådan undgår du eller bekæmper kållarver og kålorme i din kål - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Kål kan være knasende sprødt og næsten sødt, når det høstes lige fra vores egne kålplanter i haven. Men det kan også være gennemhullet, overskidt og klamt, hvis det er blevet angrebet af kålsommerfuglenes larver – også kendt som kålorme.

Heldigvis findes der en ganske effektiv måde at holde larverne væk fra kålen. Du får også et forslag til et kønnere alternativ, der kan bruges her i efteråret. Det kræver dog lidt manuelt arbejde.

Beskyt din kål mod kållarver og kålorme ved at dække med net eller fjerne æg og larver jævnligt - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Hold dem væk med net

Det mest effektive trick til at undgå larverne er at dække kålen over med net. Det er ikke det kønneste, men det virker.

Nettet skal være over kålen lige fra, de plantes eller spirer frem om foråret, og til du høster kålen i efteråret. I forårsmånederne kan du eventuelt bruge det hvide fiberdug som net. Det beskytter samtidig de små kålplanter mod utidigt forårsvejr.

Læs også: Fidusen ved fiberdug, bionet og plantetunneller >>

Om sommeren skal du dække med et net med huller i, som luften kan trænge igennem, for at det ikke bliver varmt for planterne. Det har samtidig den fordel, at du nemt kan se gennem nettet, om der begynder at komme tegn på larveangreb.

Kållarver alias kålorme kan ribbe kålplanter totalt for blade - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Det er bedst at bruge bionet eller insektnet, hvor hullerne er så små, at sommerfuglene ikke kan komme ind. Husk at vælge en stor bredde på nettet. Kålplanterne bliver større, end vi tror, og til høje kålplanter som grønkål, rosenkål og blomsterkål, skal nettet være mindst 3 meter bredt.

ET GODT TIP…
Kålsommerfugle og deres larver har ligesom os andre præferencer indenfor kål. De er ikke så vilde med palmekål og den røde grønkål, som du kan have mere i fred. Er der ikke andet kål, vil de dog også spise dem. 

Læg nettet over buer lavet af elektrikerrør, metalbuer e.l., der er stukket ned i jorden. Ligger kålbladene tæt op ad nettet, kan en mulighedsorienteret sommerfugl lægge æg på det gennem nettets masker. Det skal også slutte tæt ved jorden, da sommerfuglene ellers nok skal finde en vej ind.

Net er det mest effektive til at holde kållarver - kålorme væk - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Kålsommerfuglene flyver fra april til oktober. De fleste kommer dog først frem i juli. Er antallet af de hvide sommerfugle begrænset i din have, og tjekker du planterne godt efter for æg og larver, kan du godt vente med at dække planterne til midt eller sidst i juni, hvis du synes, nettet er grimt. I juli og august er angrebet størst, så der skal nettet endelig være på.

Fjern sommerfuglenes æg

Der er to slags kålsommerfugle, som begge er ret almindelig i de danske haver. De hedder den store og den lille kålsommefugl. De ligner hinanden til forveksling. De er hvide med sorte prikker på vingerne, og forskellen er en smule på størrelsen og den sorte eller grå farve på vingespidsen.

Begge har dog samme forkærlighed for kål, og de ses i sommertiden flagrende rundt om kålplanterne, mens de udser sig de bedste kålblade at lægge deres æg på. Æggene bliver lagt på undersiden af kålbladene. De er små, men kan godt ses med det blotte øje.

Kålsommerfugle lægger deres æg med kållarver - kålorme på undersiden af kålens blade - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Den store kålsommerfugl lægger sin gule æg i små klynger med omkring 50 æg, som klækker efter 10-12 dage. Den lille lægger æggene enkeltvis, og de klækker efter 2-5 dage. Æggene er aflange i faconen. Farven er først hvid, hvorefter æggene bliver gulorange, og sidst i modningen er de grå.

Se billeder af æggene i brevkassens “Hvad kan jeg gøre ved kållarver?” >>

Det er meget nemmere og mindre ulækkert at fjerne æggene end larverne. Æggene kan uden problemer skrabes af med en finger.

ET GODT TIP…
Vil du ikke have net over kålen, men stadig gerne spise den selv, så skal du tjekke for æg på alle kålblade 2-3 gange om ugen.

Tag livet af larverne

Larverne er sultne, når de kommer ud af æggene. De kaster sig straks over det lækre kålblad, som de er født på, og så spiser de løs, indtil der kun er ribberne på bladet tilbage, hvorefter de kravler op på det næste blad og æder videre.

Den nemmeste måde at opdage larveangreb på er ved at kigge efter huller i kålbladene og små mørkegrønne kugle, som er larvernes lort. Opdager du det ene eller det andet, så er det bare at tjekke kålplanten godt efter og fjerne de larver, du finder. Det er ulækkert, men de er hurtigt aflivet, hvis du klipper dem over med en saks. Har du høns, så vil de elske at få serveret en skål fuld af labre larver fra køkkenhaven.

Små grønne klumper af larverlort er tegn på angreb af kålorme i din kål - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Den store og den lille kålsommerfugl ligner til forveksling hinanden, mens deres larver ser ret forskellige ud. Opførslen er dog den samme, de æder kål.

Mens larverne er små, er de lyse med mørke hoveder eller grønne og de befinder sig bedst på bladets bagside. Som større flytter de til oversiden af bladet. Her kan du finde de 2-4 cm lange larver, der er mønstrede i gul og sort eller grønne med en tynd gul stribe langs ryggen. De gul-sorte er larverne af stor kålsommerfugl, mens de grønne er afkom af den lille.

Larverne af stor og lille kålsommerfugl er forskellige - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Efter 2-4 uger er larverne fuldvoksne og forpupper sig. En uges tid senere kommer der en smuk ny kålsommerfugl frem – klar til at lægge æg på havens kålplanter.

ET GODT TIP…
Et gammelt gartnertip er, at dyrker du duftende krydderurter som timian, rosmarin, dild og salvie mellem kålplanterne, vil urternes stærke duft være med til at afskrække kålsommerfugle fra at lægge deres æg på dine kålplanter.

Træk nyttedyr til

Som en hjælp kan du lade haven gro lidt vild sine steder og dermed lokke nyttige dyr til, som vil hjælpe med at bekæmpe kållarverne.

Fugle spiser dem gerne. Et mejsepar har travlt om sommeren, hvor de fodrer deres unger med adskillige tusinder larver. Her er kålbedet et oplagt sted at søge føde, så det er en god idé at sætte fuglekasser op i nærheden af køkkenhaven og i det hele taget gøre haven god for fugle.

Bliv inspireret til at lave en naturvenlig og fuglevenlig have i e-bogen “29 tips til natur i haven >>

Fugle som mejser kan fodre deres unger med op mod 15000 larver i løbet af en sommer - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

Almindelige hvepse (gedehamse) æder også larverne. Så generer hvepsene ikke i din have, så lad dem være der.

Der findes også kålormesnyltehvepse, der er ret effektive. På en rigtig god sæson kan de tage livet af størstedelen af kålsommerfuglens larver. Snyltehvepsen lægger æg i larven, og når de klækkes, tager hvepselarverne livet af den.

Snyltehvepse ligner ikke de almindelige hvepse, og de stikker ikke mennesker. De voksne snyltehvepse er venlige vegetarer, og planter du for eksempel skærmblomster og andre insektvenlige blomster i køkkenhaven, så er det med til at tiltrække dem.

Hvis du vil vide mere

Dette er et eksempel på en af den type artikler, som normalt kun er for medlemmer af Klub Dyrkhaven. Vil du have mere af samme slags, så kom med i klubben.

Læs mere om Klub Dyrkhaven her >>

Der er mange fordele ved et medlemskab. En af dem er, at du får medlemsrabat på den nævnte e-bog “29 tips til natur i haven”, når du melder dig ind, så du kan få fugle og andre nyttige dyr i haven til at hjælpe dig med at styre de forslugne kålorme og kållarver.

Bliv god til at dyrke have på den nemme måde. Bliv medlem af Klub Dyrkhaven og få grønne fingre.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *