Sådan høster og gemmer du tomatfrø

Sådan høster og gemmer du bedst dine egne tomatfrø - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke din have

I september måned bugner haven af spiselige planter, og det gælder bare om at høste løs og frådse i alle de gode sager.

Når du sidder der mæt og tilfreds, kan det dog også betale sig at lade en tanke flyve til næste års spiselige have og sørge for i løbet af efteråret at tage frø af de allerbedste og mest velsmagende grøntsager, så du kan gentage din succes næste år.

En af de planter, som det ofte kan betale sig selv at tage frø af, er tomater.

Frøene har dog en tendens til at klistre sammen, hvilket gør dem lidt besværlige, men her får du et par gode råd til, hvordan du nemt kan undgå det og få uklistrede og sunde tomatfrø, som er nemme at så til næste år.

Er du ligeglad med klistrede frø, kan du nederst i blogposten læse et tip til en hurtigere og stadig god måde at gemme tomatfrø på.

Tag frø af de bedste tomater

Først udvælger du to-tre af de allerbedste – det vil sige fejlfrie og uden tegn på sygdomme – tomater på planten med dine yndlingstomater. Vil du have det bedste afkom, skal du vælge de bedste forældre.

Læs også: Tips og tricks til tomater >>

Bind en farvet snor om de udvalgte tomaters stilke eller sæt et lille klistermærke på selve tomaterne, så du ikke kommer til at plukke og spise dem ved en fejl.

Tomatfrø er klistrede

Når tomaterne er godt modne, plukker du dem, skærer dem over og skraber de klistrede frø ud med en teske.

Tomatfrø er klistrede, fordi de er omgivet af en slimet gelekappe, der beskytter dem. I naturen forsvinder det af sig selv, når tomaten falder til jorden og rådner, så frøet kan spire til foråret. Den naturlige forrådnelse og optimering af tomatfrøenes spiring kan du nemt efterligne i dit eget køkken.

Det er ikke en nødvendighed at fjerne klistret på tomatfrøene, men der er flere fordele ved at gøre det. Den klistrede, seje gelekappe hæmmer spireevnen på frøene, så du får flere planter ud af det, hvis du fjerner den. Uden gelekappen tørrer frøene også hurtigere. Frø skal være helt tørre, inden de pakkes væk for at kunne holde sig godt helt til foråret. En tredje fordel er, at gæringen, der opløser gelelaget, gør, at der dannes nogle stoffer, som mindsker risikoen for, at visse sygdomme bliver overført til frøet.

Få klistret væk i 3 trin

TRIN 1 – LÆG FRØENE I VAND

Læg de klistrede tomatfrø i et glas, som du hælder 3-5 cm lunkent vand oveni og sætter til side på køkkenbordet eller i en vindueskarm. Husk at skrive hvilken slags tomat det er på selve glasset eller et stykke papir, som glasset står på. Så bliver der ikke rod i det, hvis du har gang i flere forskellige slags tomatfrø.

I løbet af få dage vil det begynde at gære, og der vil komme et lyst og lidt håret muglag øverst på vandet. Gæringen betyder, at gelen omkring frøene er ved at blive opløst, og de uklistrede frø vil efterhånden lægge sig på glassets bund.

TRIN 2 – RENGØR FRØENE

Efter 3-6 dage er gelekappen omkring frøene som regel nedbrudt. Skrab muglaget af med en ske og hæld det øverste vand fra glasset. Hæld den sidste sjat vand med tomatfrøene op i en lille si. Gnub forsigtigt frøene under rindende vand, så det allersidste klistrede gele forsvinder.

TRIN 3 – LAD FRØENE TØRRE

Hæld de nu helt rene frø ud på et stykke mad- eller bagepapir, hvor de ikke vil klistre fast, hvis der skulle sidde en lille smule gele tilbage. Spred tomatfrøene fra hinanden med fingrene og lad dem tørre et lunt og tørt sted uden direkte sol i en uges tid. Husk også her at skrive, hvilken slags tomat de forskellige frø hører til.

Når tomatfrøene er helt tørre, kan du pakke dem væk i en lufttæt beholder, kuvert, kaffefilter eller frøpose og glæde dig over, at du har sikret dig en masse  afgode frø af dine yndlingstomater, som kan holde sig ikke bare til næste forår, men i de kommende 4-6 år.

Læs også: Få 6 tips til at høste dine egne frø >>

Den hurtige måde at gemme tomatfrø på

Er du ligeglad med klistrede tomatfrø, så er en hurtigere metode at sprede de klistrede frø ud på et kaffefilter eller stykke køkkenrulle. Brug en ske eller en finger til at sprede dem, så frøene ikke rører hinanden. Skriv, hvilken slags tomat det er på et hjørne af papiret. Lad frøene ligge på papiret og tørre helt.

Frøene klistrer sig fast på papiret og kan pakkes væk med papir og det hele i en kuvert eller frøpose.

Til foråret river eller klipper du forsigtigt papiret i stykker, så der er et enkelt frø på hvert lille stykke, og planter de små stykker papir med de påklistrede tomatfrø i jorden.

ET GODT TIP…
Tjek på frøposen, om dine tomater er af typen F1. Hvis de er det, skal du ikke tage frø af dem. De tomatplanter, der kommer af dine såede frø til foråret, vil ikke være lige så gode som de tomater, du tog frø af.

F1 frø er krydsninger af to helt andre slags tomater, og det kan man ikke genskabe hjemme i haven. Der er ikke andet at gøre end at undgå F1 frø, eller hvis det er dine yndlingstomater, så købe en ny frøpose med dem til foråret.

Vil du gerne have det nemt med at dyrke tomater, så kom med i Klub Dyrkhaven. Så får du at vide, hvornår du skal så tomatfrøene, hvornår planterne kan komme ud i haven eller drivhuset, hvordan de skal passes, og hvornår du kan tage frø af dem. Alt sammen i den ugentlige huskeservice med det vigtigste i haven lige nu.

Læs mere om Klub Dyrkhaven >>

Få grønne fingre med Klub Dyrkhaven. hvor du får en hjælpende hånd og lærer at skabe dig en fantastisk og frodig have - Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *